Portræt af forfatteren der, med en nøgtern og kontant skrivestil, giver en række facinerende skæbnefortællinger, hvor rammende tidsbilleder, politik og ellers oversete litterære temaer fletter sig ind og ud imellem hinanden

Henrik Andersen debuterede i 1995 med romanen De skyldfri, der delte anmelderkorpset i 2. Nogle af de pænere vurderinger lød "virkelig velfortalt", og "en umiskendelig tæft for sprog". Lad mig gøre disse ord til mine om forfatterens anden bog Gensyn med Kap Farvel, der både sprogligt og indholdsmæssigt er fermt og fantasifuldt skruet sammen. Romanen foregår i 3 tidsperioder, under besættelsen, i 1959 og i 1995. Hans Martinsen vokser op som søn af skibsværftdirektøren i Frederikshavn under besættelsen. Direktøren samarbejder lidt for villigt med tyskerne, og det svider til familien i årene efter krigen. Æren skal genoprettes, da værftet får bestilling på Grønlandsskibet Hans Hedtoft, og både far og søn øjner en mulighed for at lægge fortiden bag sig. Sønnen får hyre som skibsdreng på skibet. Mens det er på sin fatale jomfrurejse, indhenter fortiden faderen. Hans overlever forliset, men vælger at benytte lejligheden til at forsvinde. Men en ung journalist kommer på sporet af ham i 1995 i Phoenix, USA. Det er primært en historie om far, søn, ære og skam. På trods af det trivielle tema lykkes det forfatteren at navigere uden om klicheer og svulstighed. Det ser jeg 3 grunde til: God research, fermt håndværk og en stor fortælleglæde

En vinternat i 1959 synker det nybyggede motorskib M/S Hans Hedtoft på sin jomfrurejse fra Grønland til Danmark...