I sommeren 1892 besøgte den unge kunstner J.F. Willumsen Norge på en tur, der bragte ham helt til Lofoten med mange ophold på frem- og tilbageturen. Turen resulterede i et antal mindre arbejder, men skønt formålet var at samle den store inspiration, udmøntede sommeren sig i kun ét stort værk: Jotunheim, 1892-93, et banebrydende og den dag i dag udfordrende værk. Fra flere sider har det været hævdet, at værkets væsentlige inspiration lå i den skotske digter og filosof Thomas Carlyle. Branth Pedersen vælger at se på, om det ikke snarere var selve højfjeldets mytologisering i tidens Norge, der ligger bag. Branth Pedersen har haft en unik kilde i Willumsens brevveksling med hustruen Juliette, som ellers fortsat er båndlagt. Og på blandt andet denne baggrund kan han følge Willumsen næsten skridt for skridt i Norge med mange væsentlige detaljer, samtidig med at han udfolder behandlingen af sit tema, så det ses i sin kulturelle og kunstneriske kontekst. Det bliver en meget spændende skildring af en væsentlig periode i Willumsens liv og en indfølende skildring af hans arbejdsmetode. Branth Pedersen har undervejs med værket publiceret artikler i tidsskriftet Billedkunst, og hans endelige værk placerer sig ved såvel synsvinkel som diskussion centralt i Willumsen-litteraturen. Rigt illustreret. Noter. Litteraturliste. Sted- og personregister