Med filmklip

LH debuterede med den roste digtsamling Tak for et par år siden. Her får vi så opfølgeren; den rummer bestemt også gode takter, men den rammer ikke så præcist som forgængeren. Det uforfærdede, impulsive (tale)sprog med en understrømmende ironi er stadig dominerende - forfriskende balancerende mellem det frie digts anvendelse af de lyriske elementer. Men også eftertænksomhed kombineret med diskussion, udbrud og associationsspring med ungdommes stof og kraft hentet fra og holdt op mod parcelhusdanmark med erotiske understrømme. Det giver også nogle vellykkede tekster med dynamik: "Sømanden i IC-toget viser mig/en tatovering af sin datter/.../Tatoveringen er grim, jeg siger den er pæn. Det er let nok/Har du pengeproblemer? Ja. Vind Lotto!/Er du utilfreds med regeringen? Ja. Sluk for Fjernsynet!/ Føler du dig udenfor når jeg kigger på sømandens overarm/.../du kan trøste dig med/at der også mellem sømanden og mig/er et HAV//som er ubeskriveligt//stort//". Men hvad er det egentlig hun vil sige, og hvad foretager kronprinsen sig egentlig rundt omkring i de digte, hvor han gentagne gange dukker op? LH's form truer i denne samling med at blive maner, fordi de tids- og situationssnit, hun foretager har retning og fokus for få steder