Oprindeligt publiceret i 2011

Debutsamlingen fra 1981, City Slang, placerede Søren Ulrik Thomsen som en af de interessante og velformulerede nye digtere, som et lovende talent. I den nye bog fortsætter Thomsen med en rækkegode digte fra storbyens rastløse, febrilske og fremmedgørende univers, hvor han fantasifuldt omplanter sine sansninger til ord. Midlet er billeder ladet med paradokseffekt og kraftigeassociationsspring, en teknik som er kendt fra surrealistisk og ekspressionistisk digtning. Denne nye bog er et godt follow-up til debut'en, men røber også nogle svagheder. Således er der i bogenen række korte titelløse digte af aforistisk karakter, som simpelthen ikke siger ret meget og i visse af de mere komplicerede digte savnes den bearbejdning og eventuelle lagring, som kunne giveThomsen lejlighed til helt at få hold på helheden i digtene og undgå et vist touch af smartness og artisteri, som kan irritere. Han har i øvrigt selv formuleret en slags poetik: ikke hældevirkeligheden på digte/ikke hælde digtepå virkeligheden/hare skrive digte/virkelige digte