Den islandske litteratur er andet end sagaerne, Gunnar Gunnarsson og Laxness. Efter indbyggertallet er den langt rigere end vores egen herhjemme, det vrimler med talenter, men vi kender dem bare ikke. Nu har vi takket være Nabolandslitteraturstøtten fået oversat en bog til dansk, som ellers ikke ville være kommet. Djævleøen er en oplevelse. Den fortæller det moderne Islands historie fra slutningen af krigen og frem gennem en beskrivelse af en familie med forgreninger, som bor i en hastigt opført barakby ved Reykjavik. Det er i grunden en sørgelig historie om mennesker, der er bragt ud af balance på grund af tidens uro, Keflavikbasen og amerikaniseringen. De har måske aldrig været helt normale, men nu er deres tilværelse på vej i opløsning. Bogen kunne have klaret sig som en solid socialrealistisk roman, men den får en ekstra dimension, fordi den er så afsindigt morsom, at man morer sig højlydt. Hvis jeg skulle sammenligne den med noget, må det blive Erskine Caldwells førstebøger, Tobaksvejen og Vorherres lille ager, dengang han var på toppen. Så har den vist fået anbefaling nok