Sommersjov 2018
Sommersjov 2018

Sommeren er sjovere i Kulturhuset

27.06.18
Sol og sommer. Eller sjask og sorte skyer. Ingen ved, hvordan sommerens vejr bliver, men sommerferie bliver det uanset hvad! Og det giver heldigvis mulighed for hyggetid med familie og venner.

Brug den dejlige sommertid på underholdende biblioteks- og museumsaktiviteter, når Kulturhuset i Randers lukker op for sommersjov på Randers Bibliotek, Museum Østjylland og Randers Kunstmuseum. Med et aktivitetspas i hænderne og mod på opdagelser i maven skal børnene løse sjove opgaver!

Sommersjov i Kulturhuset lørdag den 30. juni 2018 – lørdag den 11. august 2018. Tirsdage – fredage kl. 10 – 16. Lørdage kl. 10 – 15.

Det sker i Kulturhuset Randers i Stemannsgade.
Aktiviteterne er gratis og for børn fra 4 år.

Det er efterhånden blevet en tradition, at Kulturhuset disker op med sommeraktiviteter for store og små. I år er ingen undtagelse, så lad sommeren og alle dens aktiviteter komme over dig!

Rejs ud i verden
På Randers Kunstmuseum kan du rejse ind i kunsten, ud i verden og - måske - hjem igen. Tag med til Paris, tag på vilde sejlture, til stranden og på svømmetur med havfruer - alt sammen til både kendte og ukendte steder.
Måske kommer du også en tur ud i rummet!
Oven på alle rejseoplevelserne kan du male dit bedste ferieminde som postkort og lade dig inspirere af museets mange værker. Send det ud i verden - måske til en god ven eller en fjern slægtning.

Runer og timeglas
På Museum Østjylland kan børn og barnlige sjæle prøve kræfter med at vikingernes gamle alfabet, runerne. Hold også øje med de historiske ure timeglassene, og oplev tidens sand løbe afsted. Din tur rundt på museet slutter på hyggeligste vist med, at du kan udfolde dine kreative evner med at tegne og bygge huse i museets nye, smukke særudstilling om Randers-arkitekten J. P. Jensen Wærum.

Til lands, til vands og i luften
Randers Bibliotek lukker op for lysten til at rejse. Her finder du opgaver til lands, til vands og i luften. Forbered dig på en lille fysisk udfoldelse med kufferter og måske noget med store vandløb i Danmark. Og så finder du ud af, om man kan flyve ud i verden fra Randers?
Når du har løst alle opgaver på aktivitetspasset, lukker Kulturhuset op for kassen med en lille belønning!

Tag bedstemor eller SFO med
Alle aktiviteterne er tilrettelagt, så de kan opleves på egen hånd eller i selskab med mor og far, bedstemor og bedstefar, SFO eller juniorklub.
Henvend dig på enten Randers Bibliotek, Museum Østjylland eller Randers Kunstmuseum, når du ankommer til Kulturhuset.
Så hjælper de venlige folk ved skrankerne dig i gang med årets Sommersjov.

Fakta box
Materialer