Bøgernes Danmarkskort
Bøgenes Danmarkskort

Randers med på Bøgernes Danmarkskort

29.08.19
Bliv inspireret af Bøgernes Danmarkskort eller tilføj selv citater fra litteratur der foregår i dit lokalområde eller et andet sted i Danmark.

I Randers har vi gode og dygtige forfattere, nulevende eller afdøde, som vi læser og mindes med stolthed og fryd. Karin Michaëlis, Henriette E. Møller, Henrik Pontoppidan, Steen Steensen Blicher, Pauline Worm for at nævne et udvalg.

Hvordan har Randers-forfatterne så præsenteret deres hjemby?

Henriette E. Møller beskriver Arena Randers i Fyensgade på denne måde i bogen "Danskerheld":
”Der er altid lidt koldere i Annekshallen end i Randers Hallen, Laura mærker den kølige gysen i sin svedige krop. De går fra Annekshallen hen til Randers Hallen i gåsegang, i hoppende spænding i deres farvede gymnastiktøj, børn og voksne, 600 gymnaster.”

I bogen "Vidunderlige verden" beskriver Karin Michaelis følgende:

 ”Nej, hvor de Heste stampede og trampede, ligesom de hele tiden var ved at snuble over deres egne Ben. Der var over tusinde. Hun saa dem for sig. Alle steder kom de fra. Ud fra Sønderbro, oppe fra Mariager- og Hobrovej, fra Dronningborg og fra Hornbækbro.”

Os der bor i Randers, kan jo straks associere til de oplevelser der beskrives i litteraturen. Vi føler jo næsten, at vi er med selv. Vi kender stederne og kan næsten føle og sanse det beskrevne. Det er dét litteratur kan.

Se flere citater og tilføj selv citater på Bøgernes Danmarkskort

Kender du til et bogcitat fra Randers eller fra et andet sted i Danmark, så tilføj gerne et citat og bidrag til Bøgernes Danmarkskort:

Klik ind på www.dr.dk/bogkort Klik på "Tilføj citat og udfyld felterne.

Citaterne kan være både kendte, ukendte, nye, gamle, moderne og klassiske værker.  

Eneste kriterie er, at det skal være en dansk forfatter, der skal nævnes et specifikt sted, og bogen, som citatet kommer fra, skal have et ISBN-nummer.  

Hvorfor lave Bøgernes Danmarkskort?

For at stimulere læselyst, for at øge kendskabet til den mangfoldige danske litteratur og for at samle folk, om noget, der giver mening og medvirker til at øge tilknytningen og fællesskabet til det lokale, uanset om det er i forstæderne, på Stenbroen eller ude i alle de små byer og lokalsamfund.

Måske du kan blive inspireret til at læse nye forfattere eller få lyst til tage på tur til et ny og ukendt sted - litterært - sted i Danmark?

Hvad skal Bøgernes Danmarkskort bruges til?

Skal du på ferie i Danmark, kan du tjekke om der er danske romaner, noveller eller digte, der foregår lige dér, hvor du skal hen. Måske også søndagsturen kan blive lidt mere spændende og litterær, når Bøgernes Danmarkskort åbner op for helt nye snakke på bilturen?

Nedenfor kan du se et udvalg af Randers-forfatteres værker - klik dig videre til reservation eller kig forbi biblioteket og find mere inspiration

 

Materialer