Ung i Coronaens tid

Her er vinderne af "Ung i coronaens tid" fra byens ungdomsuddannelser

I løbet af de sidste mange måneder har vi i Kulturhuset haft gang i konkurrencen "Ung i coronaens tid". I den sidste måned har vi modtaget mange spændende bidrag fra elever på byens ungdomsuddannelser. Der er blevet produceret mange fine, eftertænksomme og rørende essays, podcasts, pressefotos og kortfilm. Nu har vi fundet de fire vindere indenfor hver kategori, og deres bidrag kan ses, høres og læses nedenfor. Her kan I også læse dommerkomiteens begrundelser for, at det var disse fire unge, der skulle vinde.

Film: Emma Sams Pagter, HTX
En film, der meget præcist indfanger den oplevelse, der kan fylde i mange i forbindelse med COVID-19, af at man er blevet frarøvet store dele af kalenderåret, at måneder er blevet aflyst. Denne følelse understreges af at det indhold, der før fyldte i hverdagen ikke er blevet erstattet af noget nyt - andet end et tomrum, hvor pressemøder lige pludselig er det, der fylder. De velvalgte ord understøttes af en enkel, men stærk billedside, der slår den seriøse stemningen an. 

Pressefoto: Signe Schøler, Paderup Gymnasium
Pressefotoet indfanger den hverdag mange unge har haft i løbet af hjemsendelsen. Værelsets fire vægge er nu det, der danner rammen om de fleste gøremål; skole, sociale aktiviteter m.m. For mange er det måske netop fra sengen, hverdagen udspiller sig. Is, sodavand og bamser benyttes som symboler for det "ligegyldige", der kommer til at udfylde tiden, der pludselig føles lang (hvilket er vist med brug af klokkeslæt på billederne) og de savn, der er opstået i forbindelse med COVID-19. På pressefotoet er både computer og mobiltelefon repræsenteret som symbol for verden udenfor, til skolen og til venner. 

 

Podcast: Max Kørner Andersen, Tradium HTX 
En gennemarbejdet podcast, der giver et klart indtryk af de aftryk COVID-19 har sat i de unges hverdag. Som lytter bliver man taget med på en tur gennem en ung i Randers' hverdag - både før, under og efter nedlukningen af Danmark. Der fokuseres på, hvordan prioriteringer har ændret sig ifbm. COVID-19 og hvordan det at tage initiativ og overblik er forsvundet. At sætte hverdagen på hold kan dræne for energi. Der arbejdes i denne podcast med velvalgt underlægningsmusik og lydeffekter, der understreger det talte indhold.

Essay: Maria Blicher Kjellerup Justesen, Tradium HTX
Et essay, der indfanger oplevelsen af, at hver dag er blevet en ventetid. At vi "bare" går rundt og venter på, at hverdagen igen kan blive normaliseret. Ventetiden efterlader mangel på overskud, motivation og koncentration, der er røget i baggrunden for bekymringer m.m. Selv helt basale ting som det at gøre sig klar om morgenen kan føles unødvendigt i en hverdag, hvor man alligevel "bare" er hjemme afskærmet fra omverdenen og venner. Skribenten ser ud over sine egne frustrationer og retter sit fokus på andre unge, der må give afkald på traditioner som studenterkørsel, sidste skoledag. Skribenter har desuden været god til at aktivere titlen i essayet. 

Essay: Jeg går bare i 1.g
Jeg bliver vækket 7:30, finder min computer og sætter mig tilbage i sengen. Gider ikke tage tøj på, for jeg skal have virtuel undervisning igen i dag. Jeg går i 1.g, derfor er jeg
herhjemme. Hverdagen har været anderledes i mange uger nu. Det var fedt i starten, men nu gider man ikke mere. At vide, at der går tre måneder, måske mere, før man kommer i skole igen, er uoverskuelig. Man mangler motivation og koncentration. Flere gange om ugen tager jeg mig selv i at sidde og stirre på skærmen, uden at have nogen anelse om, hvad der foregår. Lytter ikke. Kigger ikke. Følger ikke med. Jeg er her egentlig ikke, jeg er så fjern. Fedt at stå senere op, men hvad hjælper det, når jeg ikke får noget ud af skolen. Indholdet i hverdagen er tomt. Pist væk, som et pustet æg. Der er kun en skrøbelig skal tilbage.

Man kan sige til nok så mange, at dette ikke er optimalt, men der gøres ikke noget, fordi vi bare er 1.g’ere. ”Det er træls, men I må kæmpe videre”. Jeg bliver inderligt sur og ked af det. Lad mig nu komme i skole. Bare en dag om ugen. Det rammer ungdommen hårdere end man tror. Konfirmation, sidste skoledag i folkeskolen, studenterkørsel, det uforglemmelige år på efterskole eller højskole. Ting som kun sker en gang. Det gør mig trist, at mange ikke oplever dette i den grad de kunne. Jeg er heldig. Jeg går bare i 1.g.

FYSISK KONTAKT - den er væk. Jeg savner det. Jeg krammer mine forældre, men hvad med resten, hvornår kommer de tilbage? Øjenkontakt. Folk kigger ikke engang hinanden i øjnene, når de går forbi hinanden på de lange gåture eller på indkøbsturen. Når jeg er ude, smiler jeg og holder øjenkontakt med andre - Hvorfor er folk stoppet med det? Jeg ser tre veninder indimellem, og ja, vi holder afstand. Vi prøver at slå tiden ihjel. Ikke fordi vi ikke hinanden, men fordi ventetiden til det ”normale” er så uoverskueligt langt væk.

Må jeg få lidt alenetid? Alene uden skærmtid eller nogle der snakker til en. Mærkeligt nok har jeg stadigvæk brug for det. Jeg vil bare gerne snart kunne være sammen med folk, uden man behøver at snakke hvert eneste sekund, men stadig føle, man er sammen, selvom det ikke kan foregå under de forhold, som man plejer. Jeg savner min klasse, venner, gymnastikhold, dansehold og familie. Jeg havde en meget travl hverdag før det her, men nu er jeg her. Jeg går jo bare i 1.g, så jeg er derhjemme. Jeg snakker med klassen hver dag online, men jeg ser dem ikke rigtigt. Kun fordi jeg bare går i 1.g. Jeg prøver at se positivt på tingene, men det er virkelig svært, når det er så uoverskueligt, og den bare lidt ”normale” hverdag er så langt væk.

Jeg går bare i 1.g, så hvornår får jeg min hverdag tilbage?

 

I august udstiller Kulturhuset med støtte fra Eventsekretariatet og Randers Festuge mange af de spændende bidrag, så alle kan få et indblik i de tanker, som de randrusianske børn og unge har gjort sig i corona-perioden.