Louise, Eva og Pernille formidler gode bøger
Louise, Eva og Pernille formidler gode bøger

Uhyggeligt gode bøger

Pernille, Louise og Eva anbefaler gode bøger

For bare 10 år tilbage oplevede vi tit på biblioteket, at folk nærmest undskyldende og med flov stemme sagde, at de altså bare skulle låne en krimi. Sådan er det heldigvis ikke mere. Aldrig før er der udgivet og læst så mange krimier, som i disse år. Genren er blevet utrolig populær, og den spænder efterhånden så bredt, at vi vil påstå at vi kan finde bøger inden for genren selv til de læsere, som ikke mener krimier er noget for dem.
Første weekend i april åbner Fængslet i Horsens endnu en gang op for Nordeuropas største krimifestival, hvor du kan møde en masse kendte krimiforfattere – både danske og udenlandske. Randers Bibliotek tager vanligt tro bussen derned og du er velkommen til at tage med. Du kan læse mere om det på vores hjemmeside eller komme ned på biblioteket og høre nærmere.
Her er der et udvalg af meget forskellige krimier, så der skulle gerne være noget for enhver smag.
Husk at du altid kan få hjælp på biblioteket til at finde den rette krimi til netop din læsesmag.

”Et godt plot” af Jean Hanff Korelitz
Denne bog er en rigtig spændende og velskrevet page-turner. Den handler om den afdankede forfatter Jake, som opnår stor succes, da han stjæler ideen til verdens bedste plot. Men nogen ved, hvad han har gjort. 
Er du til psykologiske thrillere med masser af twists, så er den her klart anbefalelsesværdig. Underholdningen er i top, og så er handlingen altså lidt anderledes og overraskende end så mange andre psykologiske thrillere.
Forfatteren har tidligere skrevet ”Det burde du have vidst”, som dannede forlæg for Susanne Biers HBO-serie ”The Undoing”

”Blodbaner” af Martin Wangsgaard Jürgensen og Jacob Holm Krogsøe
En prostitueret bliver brutalt myrdet i København. Morderen Frank mærker en ond kraft trække i sig, og begiver sig mod Jylland. Præsten Charlotte plages af nogle mærkelig blackouts og frygter, at hun er ved at få Alzheimers. Men det viser sig snart, at der er noget helt andet på spil.
Romanen er flere steder meget voldsom, så den kan ikke anbefales til sarte sjæle. Mordene er nemlig både bestialske og bloddryppende. Men har du en stærk mave, vil du få en yderst spændende historie og nogle rigtig interessante karakterer.

”Vardekød” af A. Silvestri
En mørk, regnfuld nat går en ung dreng på en vej ind mod Varde. Flere personer passerer ham på vejen, og de synes alle, at der er et eller andet mærkeligt ved ham. Men det er den sjette og sidste, der stopper op og tager drengen med ind til politiet i Varde. Det viser sig at være en fejl, for snart går folk amok og begynder at myrde hinanden i en blodrus.
”Vardekød” er til dels en blodig spændingsroman og til dels et portræt af provinsen, samt de mennesker, der bor der. Det er genkendeligt, og det bliver rigtig skræmmende, når forfatteren skruer op for volden, gruen og uhyggen. En varm anbefaling herfra, til dig der holder af horror og eftertænksomme romaner.

”Rige svin” af Lars Kjædegaard
Politiets drabsafdeling bliver involveret i sagen om en dræbt mand i en lade. Thor Belling er egentlig på tvungen ferie, men han keder sig og kaster sig ud i opklaringen. Sagen viser sig hurtigt at være forbundet med et meget snedigt tyveriplot og snart sker der et nyt mord. Belling og Hvids opklaring fører dem til et tyveri, som har tråde tilbage til jødernes flugt under anden verdenskrig.
Det er en rigtig god krimi. Kjædegaard skriver lige ud af landevejen på den gode måde, der er altid garanti for godt krimihåndværk. Ikke med vild action, men absolut heller ikke kedeligt! Det er en krimi i serien med makkerparret Anita Hvid og Thor Belling og bøgerne kan fint læses selvstændigt. 

”Pigen under jorden” af Elly Griffiths
Arkæolog og knoglespecialist Ruth Galloway er knapt 40 år, single og lidt for tyk.  Hun bor med sine katte ude ved saltmarksken i en afkrog af Norfolk i England. Politiet beder hende om at se på et knoglefund, som de forventer tilhører en pige, der forsvandt 10 år tidligere. Samtidig forsvinder endnu et barn, og kriminalefterforsker Harry Nelson frygter en sammenhæng, og nu bliver Ruth involveret på flere måder end forventet!
Herlig serie med den nørdede Ruth, hvor vi får indsigt i både hendes fagområde og historiske episoder. Derudover er der også en snert af både humor og kærlighed i bøgerne. Man kommer til at holde virkelig meget af Ruth Galloway. ”Pigen under jorden” er den første i serien. 

”Når det mørkner” af Jørn Lier Horst
Der findes rigtig mange krimier i serien med politikommissær William Wisting.  I denne er vi gået tilbage i tiden, hvor Wisting erindrer sine første år som ung politimand. 
Her havde han en gammel sag om en forsvundet pengetransport, hvor der lige manglede en enkelt puslespilsbrik få at kunne opklare den. Wisting kommer på et rigtig klassisk detektivarbejde. Det er en sand fornøjelse at følge dette grundige opklaringsarbejde. 
Forfatteren har selv tidligere arbejdet som efterforsker, så han ved noget om emnet. Han skriver rigtig godt, det er altid det grundige arbejde der fører til opklaring, og vi kan ikke regne det ud på forhånd.
Denne bog kan læses uafhængigt af de andre bøger i serien med Wisting. 

”Kongetro” af Tobias Bukkehave
Tom Cortzen er en toptrænet tidligere dansk jægersoldat, der vender tilbage til Danmark for at deltage i sin fars begravelse. Tom har besluttet sig for at kappe alle bånd til fædrelandet, men bliver alligevel overtalt til at hjælpe en hemmelig enhed i det danske forsvar. De skal nemlig bruge Toms evner til at stoppe en potentiel katastrofe, noget der kan truer hele verdens sikkerhed og som har digitale spor både til USA, Mellemøsten og flere andre steder. 
En meget spændende fortælling med gode action scener. Bogen udkom i 2020 og er den første om Tom Cortzen. Vi kan håbe, at det er starten på en ny serie.  

”Inden skyerne kommer” af Mari Jungstedt
Mange læsere kender Mari Jungstedts krimier. Her er starten på en ny serie, der foregår i Malaga.
Kriminalbetjent Hector møder tilfældigt den svenske kvinde Lisa. Hun er netop blevet forladt af sin mand, til fordel for en noget yngre kvinde, og har besluttet at flytte fra Sverige. Lisa hjælper Hector med at opklare mordet på familiefaderen, Florian, der er myrdet på uforklarlig vis. Florians kone, Marianne, bliver mistænkt, da det viser sig, at Florian ville lade sig skille fra hende og gifte sig med en noget yngre kvinde. Men er Marianne skyldig? Ja, spørgsmålet er om der er tale om et simpelt ægteskabsdrama eller om svaret skal findes andetsteds? Der trækkes tråde helt tilbage til Spaniens fortid under Franco styret.
Alletiders letlæste krimi, gribende, spændende og ganske ublodig.

”Den sidste gode mand” af A. J.  Kazinski 
Der er begået en lang række mord på gode mennesker, blandt andet en munk, en nødhjælpsarbejder og en systemkritiker, rundt omkring i verden. Fælles for ligene er, at de har en mystisk talkombination tatoveret ind i ryggen. Tilsyneladende er det massemorderens mål at slå 36 mennesker ihjel, og nu ser det ud til, at det næste gode menneske, der skal myrdes, skal findes i København. Antallet kommer fra jødernes Talmud, der blandt andet indeholder historien om, at der altid vil være 36 retfærdige mennesker på jorden, der beskytter os alle. Men de 36 ved ikke selv, at de er udvalgt.
Niels Bentzon, gidselforhandler ved Københavns Politi, sættes til at finde en god dansker, der kan være massemorderens næste mål, og han leder bekymret på må og få. Men tiden iler, og Bentzon bliver mere og mere desperat. Undervejs støder han ind i astrofysikeren Hannah Lund, der i modsætning til alle andre er i stand til at finde en mening i ofrenes tatoveringer. Hendes system sætter fut i sagerne, og det umage par, Hannah og Bentzon, går i fællesskab i gang med at jagte de gode for at finde den onde. 
Det er en super godt skrevet og drønspændende dansk thriller.