Udenlandsk Fugl - Glemte perler fra fortiden

19.07.22
Disse tre titler er udgivet som en del af Forlaget Eschos serie ved navn Udenlandsk Fugl, der er ældre udenlandsk litteratur oversat til dansk.

Det er tre meget forskellige titler, både hvad angår omfang, form og indhold. Fælles for dem er dog, at der er tale om et højt litterært niveau. Tre helt store læseoplevelser, der fortjener at blive læst og værdsat. Nu er muligheden der med disse nye udgaver af de historiske titler. Man skal ikke dømme en bog efter omslaget, men her tåler bøgernes forsideillustrationer at blive fremhævet. Det er Kristian Funder-Nielsen der har kreeret disse perler for øjnene.

Bag en maske
Af Louisa May Alcott


Bag en maske er en psykologisk spændingsroman udgivet første gang i 1866. Den handler om den unge guvernante Jane Muir, hvis ankomst i overklassefamilien Coventry sætter gang i et magtspil.
Jane Muir fremstår som en ydmyg og sart kvinde, men snart viser hun sig som en fremragende manipulator og intrigant. Hun sår hurtigt splid i den ellers så fastlåste familie. Alle bliver spillet ud mod hinanden, og det er svært at gennemskue om miss Muir er skurk eller heltinde. Det er op til læseren at vurdere.
Bag en maske er en velskrevet roman, der vender magtforholdet mellem herskab og tjenestefolk på hovedet og ligeledes datidens kønsroller. Ikke mindst forfatterens feministiske baggrund skinner igennem i handlingen.

Klik her for at reservere. 

Vinden
Af Dorothy Scarborough


Vinden handler om den unge kvinde Letty, der i 1880'erne flytter til Texas. Der begynder det hårde liv i den barske og golde natur. Særligt den kraftige vind påvirke hende og vanviddet truer. Det er en meget realistisk skildring af tid og miljø.
Vinden er en roman af topklasse. Det er berigende med en feminin vinkel på den store nybygger- og westernmyte. Romanen rykker ved denne myte, og der er ikke meget prærieromantik tilbage. Det er en fortælling om lidelse, hvor naturen er den store modstander. Særligt skildringen af vinden som et selvstændigt gyserelement, der får vanviddet til at boble, er helt fænomenalt.
Romanen er fra 1925 men er først nu oversat til dansk.

Klik her for at reservere.

Vampyren
Af John Polidori


I denne gotiske novelle, Vampyren, fra 1819, bliver vampyrfortællingen sådan som vi kender den i dag rullet ud for første gang. Det skal i den sammenhæng fremhæves, at det først er i 1897, at Bram Stokers Dracula udgives. Altså er John Polidori lidt af en first-mover.
I Londons overklasse bliver den unge Aubrey fascnieret af Lord Ruthven. Lord Ruthven er selvsikker og frastøder og tiltrækker. Efter en skandale drager Aubrey og Lord Ruthven ud på en lang rejse. Her afsløres det langsomt men sikkert, at denne mystiske mand er af en natur, der rummer skrækkelige ting.

Klik her for at reservere.

Materialer