5 favoritter til børnefamilien
5 favoritter til børnefamilien

Top 5 bøger til børnefamilien

25.06.21
5 gode forslag til bøger I kan læse sammen

Er du også ved at pakke til sommerferien? Jeg pakker selv både papirbøger at bladre i og noget til ørerne fra eReolenGo. De følgende børnebøger kan jeg anbefale til fælleslæsning til 4-9 årige og resten af familien. De kan nydes som lydbog i bilen på vej til sommerhuset, som godnathistorie eller ved havebordet med en is i hånden!

Peter Madsen: Eventyrbogen: 25 klassiske eventyr
Her kan I alle få et genhør med kendte eventyr og måske lære nogle nye at kende. Peter Madsen, som I voksne sikkert kender fra Valhalla-tegneserierne, har illustreret eventyrene. 

Anders Morgenthaler: Hvem slukkede lyset
Dyrefablerne kan få hele familien til at bryde ud i grin. Kan giraffen Lennart sluge sin bror? Når fluen Heino alt på tre dage? Får verdens stærkeste bille, Ursula, fred til at læse? Og finder hunden Hubert venner? Lommefilosofi I bliver kloge af.

Thomas Brunstrøm: Sallys fars fede ferie
Det er svært at komme udenom Sallys far og han er populær både hos voksne og børn. I denne billedbog overrasker Sallys far familien med en efterårsferie til All inclusive-land. Det bliver en sjov ferie med pinlige episoder og historier fra dengang Sallys far var dreng. Efter ferien brillerer Sallys far med endnu en overraskelse.

Mette Finderup: Lasse-Leif - Ferie som i firserne
Lasse-Leifs forældre har også planer for ferien. De beslutter, at familien skal holde ferie som i 80´erne. Ingen skærme, ingen tur sydpå, ikke noget luksus. Luske-Lise, som var den mest utilfredse, ender med at være den der oplever mest på hele ferien

Jo Nesbø: Doktor Proktors pruttepulver
Vidste du, at den norske krimiforfatter Jo Nesbø også har skrevet børnebøger. De er overraskende nok ret gakkede og meget sjove. De handler om Lise, en dreng ved navn Bulle, en skør professor og noget pruttepulver. Lægger man hertil et par dumme tvillinger, noget farligt kanonkrudt og en kæmpe anakonda, så betyder det larm og ballade i, og under, Oslo.