Solsikkeprogrammet

20.10.22
Vi siger, at Randers Bibliotek er for alle, men vi ved også, at der kan være nogle af vores borgere som simpelthen ikke besøger os, fordi det kan være svært - og måske endda ligefrem angstprovokerende - hvis man lever med et usynligt handikap der gør, at ens adfærd kan være svær at forstå for andre.

Det kan f.eks være ordblindhed, hjerneskade, autisme, angst, ADHD, PTSD, høre- eller talebesvær eller noget helt andet.

Vores mål er, at alle skal føle sig velkomne og set i vores betjening og udbud af arrangementer, og som et led i dette arbejde, er vi blevet en del af Solsikkeprogrammet.

Det betyder, at medarbejderne trænes så de ved

  • Hvad et usynligt handicap er
  • Hvad Solsikken betyder, og
  • Hvordan man bedst møder en person, der har valgt at gøre det usynlige handicap synligt ved at bære Solsikken.

Hvis du ønsker at gøre dit usynlige handicap synligt, så kan du få en Solsikkesnor på biblioteket ved at spørge en medarbejder.

Vi glæder os til at møde dig.

Tags