Jonathan med sin far, mor og lillesøster til fernisering af sin udstilling af Silk Clay figurer. Her holder han to af sine yndlingsfigurer "Robot" og "Galaxe".

Rekord: Jonathan fra Randers har lavet 800 figurer

13.12.22
10-årige Jonathan Bigler Baltzersen er autist, og han finder en særlig ro i at arbejde med Silk Clay modellervoks. En fantastisk fantasi og fingerfærdighed har resulteret i over 800 forskellige figurer, og det var nok til en plads i Børnenes Rekordbog 2023. Et udvalg af Jonathans figurer er udstillet på Randers Bibliotek frem til jul.

Der var stor fernisering på Randers Bibliotek en onsdag i december 2022, da Jonathan Bigler Baltzersen klippede snoren til sin udstillingen af Silk Clay figurer. Hele Jonathans klasse fra Kristrup Skole var inviteret, og de blev trakteret med lidt lækkerier af vådt og tørt – som det hører sig til ved en fernisering.

”Det er sjovt at lave figurer af Silk Clay. Jeg har en masse idéer i mit hoved, og nogle af figurerne er fra et univers, jeg selv har fundet på. Der er de gode og de onde, og de har alle sammen navne”, fortæller Jonathan Bigler Baltzersen.

”Det er hans særinteresse at lave figurerne, og han trives rigtig godt, når han arbejder med dem. Han vil også meget gerne fortælle om dem, så vi får nogle gode snakke med ham. Det er også en god oplevelse for ham at have sin klasse med herned. Han er i et specialtilbud lige nu, så han ser dem ikke så meget, men jeg kan se, at nogle af relationerne er intakte”, fortæller Maja Bigler Baltzersen, Jonathans mor.

Randers Bibliotek har været så heldig at få Jonathans autograf i en udgave af Børnenes Rekordbog 2023, som kan læses på biblioteket eller lånes med hjem.