Louise og Pernille anmelder gode bøger
Louise og Pernille anmelder gode bøger

Krimier for enhver smag

Louise og Pernille anbefaler gode bøger

En krimi er ikke bare en krimi. Der findes efterhånden mange undergenrer. Der er alt fra psykologiske krimier, spionromaner, politiromaner til detektivromaner og alt det imellem og rundt om. Kort sagt, så er der krimier for enhver smag.
Når man åbner en krimi, kan man rejse ind i forskellige lande og møde det kolde nord i islandske og finske krimier, den evige tåge og våde regnvejrsdage i de engelske krimier eller den stegende hede og de lækre måltider i italienske krimier.
Blodprocenten varierer også fra krimi til krimi. Der er krimier, hvor et hyggeligt persongalleri fylder mere end selve mordmysteriet til de mere hårdkogte og voldelige, som man kommer stakåndet igennem mens man næsten holder sig for øjnene. 
Det kan være svært at finde rundt i det store udvalg af krimier og komme i gang med netop den type krimi, man lige har lyst til at læse. Derfor giver vi her et bud på krimier for enhver smag – og vi står altid klar på biblioteket til at hjælpe dig med at finde en god krimi.
Hvis du elsker krimi, så byder Randers Bibliotek på bustur til Krimimessen i Horsens lørdag d. 25. marts. Her kan du få en hel dag i selskab med krimiforfattere og andre krimielskere. Dagen byder på masser af inspiration, foredrag og interviews. Du kan læse mere om turen på randersbib.dk eller spørge på biblioteket.

De nervepirrende krimier
Til dig, der kan lige nervepirrende krimier, hvor du næsten ikke tør slukke lyset, når du skal sove:

”De mistænkte” af Paul Cleave
Paul Cleave er en af mine yndlingsforfattere, når det kommer til at skrive onde bøger. For han er ond, både mod karaktererne, men så sandelig også mod læseren. Det er han også i denne bog, hvor vi møder krimiforfatterparret Cameron og Lisa Murdoch. Da deres søn, Zach, forsvinder, bliver politiets søgelys hurtigt vendt mod forældrene, for de må om nogen have værktøjerne til at begå det perfekte drab. Offentligheden er også hurtigt til at dømme, og snart er Cameron og Lisas liv blevet til et helvede.
Det er en intenst og nervepirrende roman om noget af det mest forfærdelige, der kan ske for forældre – nemlig at deres barn forsvinder. Det er også en rigtig god beskrivelse af en mand under et voldsomt pres. Plottet er utrolig spændende og opfindsomt, og man ved aldrig rigtig, hvilken retning handlingen tager, men man frygter altid det værste.

”Tandsamleren” af Lotte Petri
Efterforsker Sofie Engell bliver indkaldt, da der dukker et skelet op på en mark. Skelettet er af en kvinde, og hun har ligget i jorden i mere end 20 år. Alle hendes tænder er blevet fjernet, og der er blevet presset en sten ind i munden på hende. Der dukker endnu et lig op, og denne gang er det en ung prostitueret, der har fået fjernet alle tænderne og har fået en gagball presset ind i munden. Engell er overbevist om, at de to sager hænger sammen, selvom der er så mange år imellem mordene.
Hvis du godt kan lide hæsblæsende krimier, er ”Tandsamleren” lige en bog for dig. Den er fuld af spændende cliffhangers, action, drabelige mord og opklaringsarbejde. Det er en rigtig pageturner, der er svær at lægge fra sig igen. Sproget er letlæst, og du bliver rigtig godt underholdt af denne gode krimi.

”Skyggen” af Cody McFadyen
Special Agent Smoky Barrett er en dygtig agent, der jagter seriemordere for FBI. Hun er lige vendt tilbage på arbejde efter en galning har tortureret hende, samt dræbt både hende mand og datter, da hun bliver sat på en ny sag. En seriemorder, der kalder sig Jack Junior, hærger og dræber prostituerede ligesom Jack the Ripper, men han er samtidig også på jagt efter Smoky Barrett. 
Dette er bestemt ikke en krimi for sarte sjæle, da den indeholder mange voldelige scener og beskriver flere bestialske og blodige mord. Der er ikke sparet på effekterne, så man skal som læser kunne holde til en hel del. Den er en skræmmende krimi med gode personbeskrivelser og et højt spændingsniveau, der sender isninger ned af nakken på en.

Hyggelige krimier
Her kommer tre forslag på krimier, hvor fokus er på personkarakteristikken, miljøet og ikke på uhygge:

”Miss Merkel – mord i Uckermark” af David Safier
En tysk krimikomedie og bestseller, som snart skal filmatiseres. Hovedpersonen er den pensionerede tyske kansler Angela Merkel, som finder spænding i hverdagen ved at opsnuse mysterier. Angela Merkel er med sin mand, bodyguard og mops flyttet til Uckermark. Hun bager frugttærter, går ture med hunden og prøver at vænne sig til et liv som "almindelig" pensionist i en ny by. Til den årlige vinfest på det lokale vinslot findes ejeren, baron Philip von Baugenwitz, forgiftet i en indefra aflåst fangekælder. Alt tyder på selvmord, men Angela fornemmer ugler i mosen og starter straks sin egen efterforskning.
En overraskende sjov bog, hvor hovedpersonen har spydige bemærkninger oppe i ærmet, har opkaldt sin hund efter Putin og referer spøgefuldt tilbage til sit arbejdsliv som Tysklands kansler. Hovedpersonen har mange ligheder med Angela Lansbury i tv-serien "Hun så et mord" fra 1980'erne.
Der er også udkommet en to’er ”Miss Merkel – mord på kirkegården”.

”Kitt Hartley-serien” af Helen Cox
Holder du af Anna Grues ”Mysteriet i Genbrugsen”, så kan du trygt gå i gang med denne hyggelige, ublodige serie, der har en bibliotekar som hovedperson. Her er tale om engelsk landsbykrimi, hvor stemningen og intrigerne betyder mere end et knivskarpt plot og hvor der drikkes masser af te. Med diverse svinkeærinder skrider handlingen stille og roligt fremad, og personerne beskrives med mange detaljer.
Der er indtil videre udkommet 3 bøger på dansk med Kitt Hartley.

”Ruth Galloway-serien” af Elly Griffiths
Vi har før omtalt Elly Griffiths charmerende serie og gør det gerne igen for det er simpelthen en skøn serie, som både er velskrevet og underholdende. Hovedpersonen er arkæologen og knogleeksperten Ruth Galloway, som har britisk humor og en skøn farverig omgangskreds, som man ville ønske var ens egen.
Det er britisk hyggekrimi, når det er allerbedst.

Danske krimier
Hvis du gerne vil have at handlingen foregår i Danmark, så kommer her 3 forskellige og rigtig gode krimier:

”Digterens død”, ”Diskodanserens død”, ”Damevennens død” af Torben Munksgaard
Er man til litterære og tænksomme krimier med et smukt poetisk sprog tilsat lidt spænding, så er Torben Munksgaards Traum-trilogi et godt bud. Det er atypiske krimier med et finurligt plot. Forfatteren leger med genren, men tager den samtidig også alvorligt. 
Torben Munksgaards trilogi foregår på Nørrebro og er det man kalder ”et lukket rum-mysterium”. Altså den type krimi, der lader et dødsfald ske under omstændigheder, hvor det tilsyneladende har været umuligt at slippe væk, og hvor det synes at være en næsten umulig gåde at løse. Der er en ny hovedperson med i hver af bøgerne i trilogien, men alligevel forbindes de i sidste bind.

”Uniform” af Thomas Rydahl
Er du vild med Jesper Steins krimier med Axel Steen, som den hårdkogte københavnerstrømer, så er ”Uniform” nok også lige noget for dig.
Fuzzy arrangerer røverier, men opdager falske penge i byttet, og Salmas veninde får smidt syre i ansigtet en aften i byen. Deres veje krydses på Nørrebro, da de begge tager sagen i egen hånd og finder ud af at de kan hjælpe hinanden med at finde både falskmøntneren og ham, der angriber unge kvinder med syre.
Vi bevæger os både i indvandrermiljøet med muslimske Salmas problemer med familien og Fuzzys kriminelle omgangskreds med rockerforbindelser til forbrydelser mod kvinder. 
”Uniform” er første bind i Thomas Rydahl ”Den københavnske nat-serie”, og det tegner godt med denne her fremragende start.

”Et hus med tusind øjne” af Benni Bødker
Benni Bødker har begået en utroligt velskrevet og intelligent spionroman om Danmark under den kolde krig. Bogen er til dig, som er til effektiv dansk spænding med et internationalt tilsnit.
Den tidligere PET-agent Rune Krieger bliver indblandet i en mystisk sag, som måske har forbindelser til hans fortid i efterretningstjenesten. Det er en velskrevet og underholdende spændingsroman. Plottet flyder ubesværet og overraskende. Du er helt med, når Krieger dygtigt dykker ned i en dansk koldkrigs-verden, som også krævede sine danske ofre.