Højtlæsningsbøger for 6-10 årige

28.03.23
Hvorfor er det vigtigt at læse højt for dit barn?

En del af en god start på livet er en god introduktion til kunst og kultur.

Et godt sted at starte er ved højtlæsningen. Så snart børnene nærmer sig skolealderen, kan man begynde at udforske romanerne som højtlæsning. I den alder er de udviklet nok til at kunne danne sig indre billeder, når man læser op for dem.
Læsesituationen ved putning er en god platform for at hyggesnakke om emner, der ellers kan virke store og tunge på andre tidspunkter. Børnene spørger, hvis der er noget, de ikke forstår.  Svarene lagrer sig og bearbejdes i søvnen. Læs gerne bøger, der virker for svære for børnene. Højtlæsningen er hyggelig lige meget hvad, og børnene forstår det, de skal forstå.

Anbefalinger

  • Tilgængelige for alle med deres simple form og etsideshistorier er de to 'Godnathistorier for Rebelske Piger'. Inspirerende og positivt formuleret og godt oplæg til en snak om, hvorfor der er så mange fortællinger med drenge og mænd i hovedrollen, når der nu er lige så mange rebelske og heroiske kvinder at fortælle om.
     
  • 'Mumitroldene' af Tove Jansson er nu stadig noget af det bedste børnelitteratur, der nogensinde er skrevet. De ni romaner er både poetiske, hyggelige og spændende. Den gennemgående pædagogiske pointe er, at der kan være plads til alle, hvis man fokuserer på at finde pladsen og ikke på banke hinanden på plads.
     
  • 'Brødrene Løvehjerte' af Astrid Lindgreen kan være en stor mundfuld, men nok mest for de voksne, der læser den op. Børnene synes som regel nemt at kunne begribe, at mod ikke er fraværet af frygt, og at der nogle gange bare er ting, man skal gøre, hvis man vil være et rigtigt menneske og ikke en lille lort.
     
  • Både 'Tordenblod' af Tina Sakura Bestle og 'Pigen, som ville redde bøgerne' af Klaus Hagerup er moderne klassiske fortællinger, der undersøger magien i hverdagen og lægger ledetråde ud til forståelsen af det kommende voksenliv.
     
  • I 'Skovpigen Skærv' af Kim Leine bliver rammerne for en klassisk fortælling sprængt og bygget om på en meget elegant måde. Fortælleren er helt fremme i persongalleriet, men uden at være en af bogens karakterer. Og så bliver den fine og dramatiske fantasyhistorie brugt til at formidle en meget relevant fortælling.
     
  • Selvfølgelig skal man også læse 'Hobbitten' af J.R.R. Tolkien. Og man skal særligt nyde, hvor god Tolkien var til at skrive personer og give dem en udvikling. Romanen er lige så relevant, som den var førhen, og som den altid vil være. Og den er et godt bud på barnets første klassiker.
     
  • Til sidst vil jeg stærkt anbefale 'Havpaladset' af Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Det er en barsk og aktuel historie om flygtninge fra krigen i Syrien, og hvordan de håndterer de frygtelige oplevelser, de flygter fra. Den er samtidig skrevet, så man ikke på noget tidspunkt får serveret pointerne eller trukket holdninger ned over hovedet. Og så egner den sig rigtig godt til oplæsning.

Husk altid at begynde med pegebøger og billedbøger, så snart barnet er stort nok til at sidde selv. Det er aldrig for tidligt at komme i gang, men så sandelig heller aldrig for sent. 

God læselyst!

Oprindeligt skrevet af Solrød Bibliotek.