Diskofest

Glitrende diskokugle tændes i vintermørket

28.11.22
I selskab med DiskoLydia og DJ la Cour tænder Randers Bibliotek en glitrende diskokugle i decembermørket på en helt særlige aften i Kulturhusets sal. Her kan man høre om Diskofils storhedstid, få spændende anekdoter og et indblik i diskomusikkens historie.

Bestil dine billetter her

Diskomusikkens vildskab, glimmer, farver, lys, drinks og dans er i centrum, når Randers Bibliotek fejrer musikstilen, der nægtede at dø. Aftenens gæster får fornøjelsen af Rikke Buch Bendtsen alias DiskoLydia, forsanger i Randers' ubetinget største bidrag til diskogenren; fest-og-farver-bandet Diskofil.

”Diskoen virkede for mig, siden jeg var barn i 70’erne og gik på danseskole – frem til 90’erne, hvor jeg havnede i Diskofil nærmest fra den ene dag til den anden. Jeg glæder mig til at fortælle historier fra en tid, hvor vi mødte en masse spændende mennesker, der i begyndelsen godt kunne være i tvivl om, hvad man skulle med hele dette freakshow med parykker og glimmer”, siger Rikke Buch Bendtsen.

Arrangementet foregår onsdag d. 7. december kl. 19.00 – 21.30. Randers Biblioteks musikformidler Mik Stegger styrer slagets gang og giver sammen med sine gæster et indblik i, hvorfor diskomusikken stadig lever i bedste velgående som tumleplads for alle på tværs af køn, alder og etnicitet.

Konsekvenser på dansegulvet

På scenen har Diskofil-sangerinden følgeskab af DJ og disko-historiker Søren la Cour, der altid har dyrket passionen for den danseglade genre, og han bruger saftige musikeksempler til at underbygge de mange anekdoter fra sin tid bag DJ-pulten.

”Der er blandet andet succeshistorien om Donna Summer og hendes fantastiske ”Love to love you baby”, der oser af kærlighed, erotik og tunge røde velourgardiner. Og selvom diskomusikken generelt er en genre, der kan få de fleste i gang med at danse, så er det engang lykkedes mig at rydde hele dansegulvet på ingen tid, da jeg spillede på en klub i København”, fortæller Søren la Cour.

DJ la Cour har lovet at fortælle hele historien og mange flere fra samme skuffe til arrangementet på Randers Bibliotek. Efter musiksnakken er baren åben for farverige drinks, og der er mulighed for at slå sig løs med et par diskodansetrin, hvis man har lyst. En billet koster 80 kr. og kan købes via bibliotekets hjemmeside