Wilbur Smith. Foto fra Britannica Image Quest
Wilbur Smith. Foto fra Britannica Image Quest

Farvel til spændingsforfatteren Wilbur Smith

15.11.21
Forfatteren til store romanserier fra oldtidens Egypten, 2. Verdenskrig og fra det afrikanske kontinent er død, 88 år gammel.

-

"Den verdenskendte bestsellerforfatter Wilbur Smith døde uventet i eftermiddags i sit hjem i Cape Town efter en morgen med læsning og skrivning med sin hustru, Niso, ved sin side", står der i en udtalelse på forfatterens hjemmeside.

Wilbur Smith skrev hele 49 romaner gennem sit lange virke. Og hvor har vi lånt dem ud mange gange på bibliotekerne.

Hans debutroman "Når løven jager" fra 1964 blev øjeblikkeligt et hit. Den handler om en mand, der vokser op på en kvægfarm i Sydafrika. Wilbur Smith var selv britisk, men blev født i Zambia og voksede op på sine forældres gård på det afrikanske kontinent. Allerede som dreng blev han storvildtsjæger.

Hans slægtskrønike om Courtney-familien er også meget populær. Her følger vi den smukke Saffron Courtney, som er spion under 2. verdenskrig samtidig med at hendes tyske anti-nazistiske mand deltager i store luftslag. 

Men de bøger, som efter sigende stod hans eget hjerte nærmest, var bogserien om slaven Taita fra oldtidens Egypten. Bind 1 "Flodguden" er nok også fortsat en af hans mest populære bøger.

Æret være Wilbur Smiths minde.

Oprindeligt skrevet af lisehan, Høje-Taastrup Kommunes Biblioteker.

Materialer