Marie og Peter
Marie Garsdal Brøsted og Peter Elmelund inviterer på eftermiddagssang - en lørdag formiddag.

Fællessang på Randers Bibliotek: Du danske sommer, jeg elsker dig!

15.05.24
Randers Bibliotek åbner dørene op til fællessang lørdag d. 25. maj, hvor formiddagens sangkatalog tager fat i den lunefulde danske sommer.

I maj har vi allerede oplevet sommerlige tendenser med lune solskinsdage og blå himmel, og det får mange til at glæde sig til den danske sommer, der er lige om hjørnet. Men hvordan er den danske sommer egentlig? Det dykker biblioteksmusikant Peter Elmelund og hans sangglade kollega Marie Garsdal Brøsted ned i til fællessang på Hovedbiblioteket.

”Sommeren er jo både lys og varm, og mange forbinder den med en glad og varm sæson. Men det danske sommervejr byder også på lunefulde dage med regn og ustadigt vejr – og det forskelligartede billede på sæsonen bliver meget fint afspejlet i vores danske sangskat,” fortæller biblioteksmusikant Peter Elmelund.

Formiddagens udvalgte sange fra Højskolesangbogen vil derfor skildre den danske sommer, som den virkelig er – lunefuld og vidunderlig på én og samme tid. Deltagerne vil både synge lyse sange som ”Hvor er skoven dog frisk og stor” og Albertes ”Lyse nætter”, men også de sange, der har en mørkere kant som Stine Pilgaards ”Sommersang uden sol”.

Hele året afholder Randers Bibliotek fællessang om eftermiddagen på Hovedbiblioteket den sidste onsdag i måneden. Som noget nyt er fællessang arrangeret lørdag formiddag, så alle har mulighed for at være med og kan svinge forbi i forbindelse med en shoppingtur i Randers midtby.

Det er gratis at deltage, og de fremmødte kan se frem til at lune stemmerne med sommersange og friskbrygget kaffe lørdag d. 25. maj kl. 11:00-11:45 på Hovedbiblioteket.