Lotte Heise for fuld opera-udblæsning i Kulturhusets Sal!
Lotte Heise for fuld opera-udblæsning i Kulturhusets Sal!

Den Heise'ste opera-aften i Salen!

01.10.21
Uanset grunden til fremmøde i Kulturhusets Sal torsdag aften, var Lotte Heises viden og energiniveau med til at skabe en aften, hvor alle fik noget med hjem.

"Håret tilbage" er nok de to ord, der bedst beskriver torsdag aften i Kulturhusets Sal! Både fordi det er Lotte Heises signaturfrisure, fordi det karakteriserer energien i meget af den musik, hun præsenterede for os og fordi man selv sidder med følelsen af at være blevet blæst godt igennem efter halvandet time i selskab med hovedpersonen.

Vi fik en forrygende gennemgang af operaens verden og dens sangstemmer - lige fra den højeste drengesopran til den dybeste bulderbas, og så med en æresrunde tildelt operakoret som egen enhed. Lottes begejstring for genren er umiskendelig, og ingen gik fra Salen uden et smil på læben. Det gjaldt uanset om man var kommet på grund af interessen for musikken, eller for at opleve den stor-underholdende talestrøm fra et menneske, der har sat sit aftryk på vores offentlige udveksling om stort og småt gennem efterhånden mange årtier.

Her er gårsdagens spilleliste (plus lidt ekstra) med de sangere og operaarier, som står Lottes hjerte nærmest:

  • G.F. Händel: "Ombra mai fu" fra "Serse" - sunget af Franco Fagioli på "Händel Arias" (Deutsche Grammophon)
  • Gaetano Donizetti: "Il dolce suono mi colpì di sua voce" fra "Lucia di Lammermoor" - på "Joan Sutherland sings operatic arias - the debut recital" (Regis Records)
  • Giacomo Puccini: "Vissi d'arte" fra "Tosca" - sunget af Angela Gheorghiu på "Eternamente - The Verismo Album" (Parlophone)
  • W.A. Mozart: "Voi, che sapeteche cosa e amor" fra "Figaros bryllup" - sunget af Elina Garanca på "Opera Arias" (Ondine)
  • W.A. Mozart: "Dies Bildnis ist bezaubernd schön" fra "Tryllefløjten" - sunget af Fritz Wunderlich på Deutcshe Grammophon-udgaven af operaen med Berlinerfilharmonikerne fra 1964
  • Giuseppe Verdi: "Di quella pira" fra "Trubaduren" - sunget af Franco Corelli på The Metropolitan Operas indspilning af værket fra 2011
  • Dietrich Fischer-Dieskaus indspilning af "Il balen del suo sorriso" fra samme opera - findes på "The very best of Dietrich Fischer-Dieskau" (EMI)
  • W.A. Mozart: "Madamina, il catalogo e questo" fra "Don Juan" - sunget af Jaakko Ryhänen på "Opera Arias" (Finlandia Records)
  • Richard Wagner: "Freudig begrüssen wir die edle Halle" fra "Tannhaüser" - sunget af Chor der Deutschen Oper Berlin på 1969-indspilningen af operaen på Deutsche Grammophon

Hvis du bruger Spotify kan du tilgå playlisten direkte via dette link, og hvis du skal bruge indspilningerne på cd, står vi selvfølgelig klar til at hjælpe dig her på biblioteket!

/Mik

P.S.: Og hvis du ikke har fået nok opera og klassisk musik, lytter vi til Bruckners 8. symfoni i oktober-udgaven af Klub Klassisk her på biblioteket, mens Verdis "Aida" er november måneds værk sammesteds.