Louise, Eva og Pernille formidler gode bøger
Louise, Eva og Pernille formidler gode bøger

Bøger, der foregår under 2. verdenskrig

Eva, Louise og Pernille anbefaler gode bøger

Der er skrevet et hav af bøger om 2. verdenskrig og selv om krigen sluttede for mange år siden, og mange af os ikke har oplevet den, så er den stadig et tema og omdrejningspunkt for rigtig mange skønlitterære bøger. 
Vi har håndplukket et udvalg her – både danske og udenlandske, som udover at fortælle nogle gode historier, også giver en fornemmelse af, hvad det ville sige at leve under krigen.
På biblioteket kan du finde mange flere bøger om 2. Verdenskrig – både faglitterære og skønlitterære bøger. Spørg os endelig – vi vil rigtig gerne hjælpe med at finde det helt rigtige til dig.
Nåja, og hvis du synes, at fortællinger fra Besættelsestiden i Randers er spændende, har vi et tip til dig om et kommende arrangement nederst på siden...

”De glemte børns bog” af Kristin Harmel
I 1942 må jødiske Eva og hendes mor flygte fra Paris til en lille landsby i bjergene mod Schweiz. Her påtager Eva sig det farefulde job at lave falske identitetspapirer til andre jøder på flugt og forelsker sig i den katolske Rémy. 
Eva og Rémy arbejder som dokumentfalsknere i den lokale kirkes bibliotek. De tager en tilfældig bog i biblioteket og noterer børnenes rigtige og falske navne i en kode efter Fibonaccis talrække, for at de jødiske børns identitet ikke skal gå tabt. I en rammehistorie genfinder den nu 86-årige Eva "De glemte børns bog". Romanen er både oplysende og underholdende på trods af den tragiske og grusomme baggrund.

”Rosenkoden” af Kate Quinn
Året er 1940. Tre vidt forskellige kvinder ansættes på det mystiske og hemmelighedsfulde Bletchley Park, hvor de klogeste hoveder i England arbejder i døgndrift for at knække tyskernes koder. Osla, der vil bevise hun er mere end en fjollet overklassetøs, Mab, der stræber efter mere i livet end arbejderklassens hårde kår, og Beth, en kuet kvinde med en genial evne til at løse alle slags gåder.
Deres arbejde på Bletchley Park under 2. verdenskrig var tophemmeligt og kostede dem alle dyrt. I 1947 genforenes de tre tidligere veninder for at knække en sidste kode og finde en forræder. 
Kate Quinn skriver murstenstykke historiske romaner af bragende god kvalitet, og "Rosenkoden" er ingen undtagelse. Synsvinklerne skifter imellem de tre hovedpersoner og foregår på skift under krigen og efter krigen. Det til trods, er den super let af forstå og tage til sig, og historien er meget fængende.

”Bibliotekaren fra Auschwitz” af Antonio Inturbe
Bogen handler om livet i Auschwitz i den helt særlige familieafdeling, der udelukkende fandtes for at kunne vise observatører fra Røde Kors, at jøderne levede under tålelige forhold. Handlingen udspiller sig omkring den 15-årige Dita, der fungerer som bibliotekar i den skole, der er indrettet i Blok 31. Bøger er forbudte, så de otte bøger, skolen råder over, skal holdes skjulte, og lærerne råder kun over dem i korte tidsrum, som Dita styrer. 
Med skolen og Dita som centrum for fortællingen udvides persongalleriet og følger flere forskellige menneskers skæbne blandt både fangerne i lejren og SS-officererne. Bogens handling er baseret på virkelige personer og hændelser. Det er en stærk, gribende og velskrevet roman om forholdene i Auschwitz.

”Når krigen slutter” af Bent Haller
Med udgangspunkt i sin egen mors historie fortæller Bent Haller om en ung piges skæbne under og især efter besættelsen. Edith er fra en nøjsom arbejderfamilie fra Frederikshavn. 
Edith vil bare »leve et helt almindeligt liv«, men det bliver sværere, da tyskerne rykker ind i 1940, for Frederikshavn er et vigtigt knudepunkt for troppetrafikken til Norge. Edith bliver hemmelig kæreste med telegrafisten Helmut. Helmut ser på hende, »som ingen nogensinde før havde set på hende«, og da han er østriger og elsker alt amerikansk, er det vel ikke så slemt? 
Men den hemmelige forelskelse får følger. Edith bliver gravid og barnet adopteres af hendes egne forældre. Da besættelsen slutter, må hun for alvor må leve med skam og frygt og psykiske sammenbrud.
Romanen er let læst og man flyver lige igennem dette meget livagtige tidsbillede. Det er samtidig en smuk beretning om fortielse, traumer og eftervirkninger af krigen, som følger Edith resten af livet.

”De elskende fra Prag” af Alyson Richman
Lenka og Josef mødes i Prag, lige inden 2. verdenskrig bryder ud. De bliver dybt forelskede og gifter sig hurtigt, men krigen splitter det unge par, da Josef får mulighed for at rejse til Amerika. Lenka må bliver tilbage i Prag med sin familie, der sammen med tusindvis af andre udsættes for nazisternes umenneskelige jødejagt. Årtier senere mødes de to tilfældigt til et ganske særligt bryllup i New York. I bogen udfoldes de 60 år, de to elskende har været adskilt fra hinanden, hvor vi skiftevis følger dem. 
En meget gribende og smuk, men også grufuld fortælling om kærlighed og om krigens uforståelige rædsler.  Bogen er let læst og svær at lægge fra sig.

”Indtil vanvid, indtil døden” af Kirsten Thorup
Vi befinder os i 1942, hvor danske Harriet har mistet sin mand Gerhardt, der skydes ned over Østfronten mens han kæmper mod kommunismen på tysk side. Harriet rejser til München, hjemme efterlader hun sine to små drenge på et børnehjem, mens hun indlogerer sig hos vennerne Gudrun og Klaus. Gudrun og Klaus lever en moralsk skruppelløs tilværelse som en del af den nazistiske overklasse. Harriet kæmper med at finde et ståsted i sin tilværelse som enke. Menneskeportrætterne, der beskrives er tidløse og universelle. Romanen handler om os alle og hvem vi er. Thorup viser os, at vi, uden at vi opdager det, hele tiden forrykker vores grænser for, hvad vi kan acceptere, og hvad vi vil, tør eller kan forholde os til. Det er en bemærkelsesværdig, fantastisk og barsk roman som anmelderne nærmest stod i kø for at dele mange stjerner ud til. 

”Det glemte brev” af Jillian Cantor
I et enkelt lille frimærke gemmer der sig en historie om krig og fred, kærlighed og tab over en periode på 50 år. Det erfarer Katie, da hun skal have vurderet sin demente fars frimærkesamling. 
Men først starter vi i Østrig i 1938. Den unge forældreløse Kristoff kommer i lære hos en jødisk frimærkegravør. Han får en plads i familien og forelsker sig i familiens ældste datter Elena. Men så kommer Krystalnatten der varsler grusomme tider for jøderne. 50 år senere opsøger Katie i Los Angeles frimærkeeksperten Benjamin for at få vurderet sin demente fars store frimærkesamling. En gammel kuvert bærer et så usædvanligt østrigsk frimærke, at både Katie og Benjamin opsluges af at finde frem til frimærkets historie, der viser sig at have bånd til Katies egen historie. 
En rigtig dramafyldt skæbnehistorie, hvor vi følger Katies nutidshistorie og krigens tid. Alle tråde og sammentræf samles fint ved romanens afslutning. Det er en dejlig bog.

”De heldige” af Georgia Hunter
En helt enestående familiehistorie fra 2. verdenskrig om en polsk-jødisk familie, der spredes for alle vinde, da tyskerne besætter Polen i 1939. Fuldstændigt mirakuløst kan de samles syv år senere og se hinanden i øjnene. 
Forfatteren finder først som voksen ud af sin families polsk-jødiske afstamning og går i gang med at researche for at kunne skildre familien Kurcs historie i denne roman. I 1939, kort før krigen i Polen, møder vi familien ved påskebordet. Ægteparret Sol og Nechuma og deres 4 voksne børn, svigerbørn og et enkelt barnebarn. Den ældste søn, Addy, opholder sig i Frankrig og har ikke kunnet rejse ind i Polen. Krigen splitter dem ad i arbejdslejre, deportation, tvangsarbejde, sult, nød og de utroligste lidelser. 
Det er en rørende og dramatisk fortælling fra en historisk periode, vi stadig overvældes af og aldrig ophører med at ville læse om. Romanen viser os en gruppe mennesker, der overlever på trods. Det er meget spændende og meget bevægende. 

”Pigen fra den franske skole” af Jacob Weinreich 
21. marts 1945 gennemfører RAF et angreb på Shellhuset i København. Desværre rammer bomberne også Den Franske Skole og kræver mange uskyldige ofre. Bombningen var en triumf for dem, der planlagde og udførte aktionen, en stor hjælp til den danske modstandsbevægelse og en magtdemonstration over for tyskerne. Men det var en frygtelig tragedie for elever og pårørende fra skolen. 86 børn og 18 voksne døde, og mange blev såret.
I romanen følger vi skiftevis modstandsmændene Mogens og Harald og deres familier, den engelske pilot Edward samt nonnen Benedikte, som underviser på Den Franske Skole. Deres skæbner vikles ind i hinanden og binder dem, med usynlige tråde, sammen. 
Vi får et meget livagtigt indblik i en historisk begivenhed, og selvom vi allerede ved, hvad der sker - at Shellhuset angribes og at mange uskyldige dør, – er bogen så spændende at siderne næsten vender sig selv. Lige nu er begivenheden også aktuel med biograffilmen af Ole Bornedal. 

P.S.: Har du forresten hørt om likvideringscentralen på Kristrupvej? Hvis du interesserer dig for spændende fortællinger fra det virkelige, lokale og mildt sagt sprængfarlige liv under besættelsestiden, bør du ikke gå glip af vores aften med Niels-Birger Danielsen på Hovedbiblioteket den 10/2. Niels-Birger er historiker, journalist, gammel Randers-dreng og en af Danmarks førende eksperter i tiden herhjemme under tysk overherredømme 1940-1945. Billetter kan købes via dette link.