højtlæsning
højtlæsning

Højtlæsning = win win

10.01.19
Højtlæsning er med til at styrke børns mentale udvikling.

Vi har længe vidst, at det er godt for børn at få bøger læst højt. Det styrker deres fantasi og deres sprog. Da jeg så forleden stødte på en artikel i Politiken, der handlede om, at højtlæsning faktisk også er med til at styrke barnets mentale robusthed - ja, så blev jeg glad. Forskning har påvist, at den tætte relation, der er mellem den voksne og barnet i højtlæsningssituationen, er med til styrke barnets psykiske sundhed.

Højtlæsning i ferien
Her på børnebiblioteket kan vi tydeligt mærke, når der er ferie. Så er der nemlig ekstra stort udlån af vores højtlæsningsbøger. Det er heldigvis stadigvæk populært at læse højt for sine børn. Det er både bedsteforældre og forældre, der efterspørger de gode bøger til at læse højt.
Hvordan definerer man så en god højtlæsningsbog? Der er selvfølgelig alle klassikerne såsom ”Emil fra Lønneberg”, ”Pippi” og ”Otto er et næsehorn”. Dem går man sjældent helt galt i byen med. Det er også muligt at søge efter højtlæsningsbøger ved hjælp af emner eller alder. Jeg kan altså finde bøger, der er specielt skrevet til piger, til drenge, til 7-årige osv. Det er selvfølgelig en god rettesnor at bruge, men jeg mener egentlig, at bogen er sekundær i forhold til den sociale relation.

100 % nærvær mellem barn og voksen
Det er selvfølgelig ikke helt ligegyldigt, hvilken bog du læser højt. Hvis du læser en blodig krimi højt før sengetid, er det nok ikke så smart. Min pointe er, at den primære oplevelse ved højtlæsningen er hyggestunden. Den mentale kontakt, der er mellem barnet og den voksne, mens der bliver læst højt, synes jeg er central. Barnet får en stund med en voksen, der fokuserer 100 % på nærværet med barnet. Det er da kvalitetstid, der vil noget! Jeg læste en artikel for et par måneder siden, hvor børn savnede mere tid med deres forældre. De syntes, forældrene altid havde for travlt til at være sammen med dem. Her er en enestående mulighed for at imødekomme børnenes ønske om mere tid sammen.
Bøger kan jo læses højt hele dagen, men jeg synes, der er en ekstra gevinst ved at læse op før sengetid. Det giver barnet mulighed for stille og roligt at geare ned. Det er aldrig for tidligt eller for sent i forhold til barnets alder at starte med at læse bøger højt. Kig ned på biblioteket og find inspiration. Du kan læse mere om goderne ved oplæsning her
 

Materialer