Dark fantasy
Dark fantasy

Dæmoner, vampyrer og andet mørkt

Er du på jagt efter den næste Twilight? Eller vil du hellere have noget der slet ikke ligner netop den serie? Så har jeg da lige lavet et lille udvalg til netop dig.

Blodets bånd (serie) af Amanda Hocking: I ’Vildveje’ lever teenagepigen Alice et - rent ud sagt - kedeligt liv. Da Jack redder hendes liv, ændrer det sig, og hun bliver trukket ind i en familie, som ikke er som alle andre. Lyder det bekendt? Så har du nok læst "Twilight" - men det skal dog også lige tilføjes, at denne serie også er en pageturner, og jeg kunne mildest talt ikke få bogen lagt fra mig, da jeg først var gået i gang. En mustread for alle vampyrelskere.

Blodets bånd (serie) af Pernille Eybye: At kalde sin serie "Blodets bånd" er åbenbart meget populært, så jeg vil samtidig også fremvise denne perle af en serie. I "Blodsøstre" møder vi Kassie, som er vampyr og lever et almindeligt liv med sine "søstre" og "mor". Hun bliver betaget af mennesket Leo, har et on/off forhold til Viking og frygter konstant vampyrjægerne. Lidt efter lidt går det dog op for hende, at Leo også er noget særligt, men kan det blive til mere imellem de to? En vampyrhistorie, hvor man til en forandring har synsvinklen fra vampyrens side. 8. bog er udkommet i denne serie og kan varmt anbefales herfra. Især fordi bøgerne overrasker dig.

Soul Seekers (serie) af Alyson Noël: I "Skæbnekald" oplever Daire Santos bl.a., at verden omkring hende går i stå, at hun bliver forfulgt af lysende skikkelser, og at hun kan forstå krager. Og hvorfor drømmer hun om to brødre - den ene god, den anden ond? Hun flytter ind hos bedstemoderen, der kan fortælle hende sandheden: At Daire har mødt sit skæbnekald. En af de serier, jeg var totalt opslugt af, og som jeg kan anbefale fra 12 år og opefter.

Blæk (serie) af Amanda Sun: Da Katies mor dør, bliver hun tvunget til at flytte til Japan for at bo hos sin moster. Hun har en masse at vænne sig til, men da hun pludselig begynder at se Tomohiros tegninger bevæge sig, begynder det at gå helt galt. Inden længe er den japanske mafia også interesseret i hende. "Papirguderne" er første bog i en ny dark fantasy serie du bare må kaste dig over. Forfatteren har fanget et område, hvor ikke særlig mange bøger er i samme genre, så er du træt af vampyrer og andre mørke fantasy kærlighedshistorier, er Blæk-serien et frisk indskud.

The Demon Trappers (serie) af Jana Oliver: I "Fortabt" befinder vi os i USA i nær fremtid. Djævlen selv har sendt sine dæmoner til jorden, og Riley Blackthorne, som er datter af en dæmonfanger, ønsker sig intet andet end selv at træde til. Men Dæmonfangerlavet er ikke begejstret for at få en pige ind i selskabet. Og da dæmonerne begynder at vise særlig interesse for Riley, ser hendes fremtid meget farligere ud, end hun selv havde forventet. Det her er en serie, som du på ingen måde kan stoppe med, efter du er gået i gang. Personerne er så livagtigt beskrevet, at du ikke kan andet end at leve dig ind i fortællingen. Anbefales fra 13 og opefter.

Materialer