Udødelige Historier

Af Anonym (ikke efterprøvet)
22.09.15
Begrebet klassiker er blevet et begreb på linje med novelle eller roman. Klassikeren har nogle almene egenskaber der taler til mennesket på tværs af århundreder.
En af de første klassikere jeg stiftede bekendtskab med var Børnene i Nyskoven af Frederick Marryat. Der er mange, der kategoriserer den som en børnebog, men jeg vil påstå, at den kan læses af alle. Jeg fik den læst højt som barn, og den gjorde et enormt indtryk på mig.
 
Bogen foregår under Den Engelske Borgerkrig (1642-1651) og frem til genoprettelsen af kongemagten i 1660. Fire forældreløse børn tvinges til, at søge tilflugt i Nyskoven hos godsforvalteren Jakob, da Oliver Cromwells hær brænder deres barndomshjem ned. Deres far var oberst i kong Karl I’s hær og faldt ved slaget ved Næsby. 
 
Den aften, jeg fik læst historien højt, blev to af mine interesser vakt. Interessen for historiske begivenheder og interessen for litteratur (eller den har måske været der hele tiden). Det er sidstnævnte, der har givet mig en forkærlighed for klassikere. Som teenager og voksen har jeg sidenhen læst  Jane Austen, Mary Shelley, Robert Louis Stevenson, Joseph Conrad, Edgar Allen Poe og mange an-dre. 
 
Klassikerne var også en af årsagerne til, at jeg valgte at læse litteraturhistorie i sin tid. Jeg må dog erkende, at det er ganske lidt, jeg har beskæftiget mig med dem i forbindelse med undervisning. Det har dog ikke taget kærligheden til dem fra mig – tværtimod. Den er stadig lige så stor, som den var, inden jeg startede på litteraturhistorie. 
 
Som du kan læse, er det mest udenlandske klassikere, jeg har læst, og de har også haft min største interesse. Det har måske noget at gøre med en hunger for at lære andre kulturer at kende, hvilket man må sige klassikerne formår. De skildrer livet på godt og ondt samtidig med, deres temaer er universelle. Det være sig de økonomiske og sociale forhold eller basale rettigheder som frihed og retten til at være herre over eget liv. Klassikerne blev skrevet i en tid hvor disse rettigheder ikke var en selvfølge. 
 
Hvad er en klassiker?
 
”En klassiker er noget, der vedbliver med at være moderne” - Judy Gammelgaard. Hun er lektor ved Københavns Universitet.
 
Begrebet klassiker er blevet et begreb på linje med novelle eller roman. Ifølge Nudansk Ordbog er en klassiker en ”kunstnerisk eller håndværksmæssig frembringelse, der regnes for at være af høj og varig kvalitet.” Dette ligger godt i tråd med det, Judy Gammelgaard siger i ovenstående citat. Klassikeren har altså nogle almene kvaliteter, der taler til mennesket på tværs af århundreder. 
 
Et klassisk værk kan altså siges at være tidløst i ordets fornemmeste forstand. Klassikeren har nogle almene kvaliteter, der taler til mennesket på tværs af århundreder. Klassikeren beskæftiger sig med almene temaer og spørgsmål, som læserne stadig kan forholde sig til på trods af, at de er på afstand. 
 
Hvor kan man finde klassikere? 
 
Det er et godt spørgsmål. I denne tid, hvor de fleste har adgang til internettet, kan man finde lister, som andre har lavet. Det er den nemme løsning og jeg indrømmer gerne, at jeg har benyttet mig af den. Af den årsag vil jeg heller ikke liste en række bøger op som jeg synes du skal læse.
 
Jeg har læst mig igennem listen slavisk uden svinkeærinder eller andre afstikkere. Det ærgrer mig lidt den dag i dag, fordi det gjorde, at andre fortalte mig hvilke klassikere, jeg skulle læse, og hvad jeg skulle synes om dem. Disse lister er subjektive, og det er ikke sikkert, man selv ville have valgt de samme forfattere eller værker. 
 
En anden måde er at tage udgangspunkt i de klassikere, man har fået læst højt som børn og så gå den vej i stedet for. Klassikeren er som bekendt et bredt begreb, og man bestemmer selv, hvad der en klassiker. Det eneste krav er, at værket beskæftiger sig med almene og universelle temaer.
 
Materialer