Broderi
Broderi

Tanker i korssting

Af Anonym (ikke efterprøvet)
07.11.17
Overvejelser fra den dag, jeg hentede et gratis broderisæt på biblioteket

De fleste er, på et eller andet tidspunkt i deres liv, blevet udsat for den lidt tvivlsomme disciplin at brodere. Personligt blev jeg udsat for dette en gang i midten af firserne, da jeg i folkeskolens håndarbejdstimer i skulle lære at mestre nål og tråd. Det blev en kortvarig og ikke særlig behagelig oplevelse, hvor det at pille op igen næsten fyldte mere i processen, end at få placeret nogle acceptable sting på den rigtige plads.


Siden da har tanken om at brodere ikke strejfet mig en eneste gang. Det var for kedeligt, produkterne for ubrugelige og udtrykket for altmodisch. Alligevel sneg broderiet sig pludselig og uventet tilbage, overmandede min opmærksomhed for en stund, og tilbød mig en lille og meget værdifuld parentes af zen-agtig fred.

 

Det var altså biblioteket, der startede...
Biblioteket blev den katalysator, der satte det hele i gang igen. Det er nemlig noget, biblioteker kan, dét dér med pludselig at præsentere os for det uventede, hvis blot vi er åbne for det. For dér på bibliotekets skranke lå den: En plasticlomme indeholdende en indlægsseddel med overskriften ’Brodér din egen boganmeldelse’. Pakken indeholdt også et lille stykke hvidt stof, en nål og lidt garn. –Og det var ganske gratis. Det lokkede, og jeg tog den med hjem.


I modsætning til broderilysten, som forsvandt næsten før den var vakt, har jeg altid haft en stor læselyst. Gode bøger har jeg læst et hav af. Enkelte fantastiske bøger har brændt sig fast i mig, og er blevet en del af mig. Muligheden for at videregive et godt budskab om en stor læseoplevelse, gav pludselig mening, og skulle midlet til dette være, at genoptage broderiets lidt tvivlsomme håndværk, så måtte det være sådan.

 

Pusterum med plads til fordybelse
At brodere en boganmeldelse åbnede et uventet pusterum for mig. Det genopfriskede noget, jeg for længst havde lagt i graven. Efter afpudsningen af de mest grundlæggende teknikker (-jeg siger jer; det er som at køre på cykel…), og en kort planlægningsfase med ternet papir, blyant og viskelæder, blev jeg overvældet af en ro, som jeg ikke havde følt længe. Mens jeg arbejdede med broderiet, tænkte jeg på bogen, hvis titel og forfatter langsomt, langsomt kom til syne mellem mine fingre. Jeg tænkte på hvad jeg havde tænkt og følt, da jeg læste den, og hvorfor den var blevet så vigtig for mig, netop på det tidspunkt i mit liv. Det og alt muligt andet.


Da jeg kiggede op igen, og min anmeldelse var klar, var det dagen efter. Var resultatet smukt? Nu er skønhed jo en relativ størrelse, men jeg er tilbøjelig til at sige nej. Var jeg glad for resultatet? Ja, da. Kisteglad.
Hvis nogle af jer sidder og vender det hvide ud af øjnene, og tænker, at dette er en temmelig fjollet ting, at blive så begejstret for, må I huske, at jeg ingen forventninger havde på forhånd til dette projekt, og at det ikke involverede nogen særlig form for planlægning. -Og heri ligger netop skønheden; det spontane, det håndgribelige, det overskuelige, det fordybende og det tilfredsstillende, alt sammen indeholdt i en lille pakke, jeg havde med hjem fra biblioteket. Det var en uventet og kærkommen gave, der bare kom dumpende på en travl fredag.

 

Måske liiige en mere?
Jeg har afleveret resultatet på biblioteket, hvor den senere vil indgå i en udstilling af alle de andre fine anmeldelser, der er blevet lavet, måske i en lige så rolig og eftertænksom stund som min blev til i. Jeg glæder mig til at se dem alle. Jeg tror måske, jeg har en boganmeldelse mere i mig, måske flere, hvem ved? Jeg ved i hvert fald, at der en anden gang ikke behøver at være så langt fra tanke til handling, hvis der skal skrives med nål og tråd. Ikke længere kedeligt, ubrugeligt og altmodisch, men hyggeligt, befordrende for lidt eftertanke, og et produkt af indersiden af mit hoved. Lige dér! Værsgo’!


Kunne du også have lyst til, at prøve kræfter med at brodere en boganmeldelse, er du velkommen hente et broderisætsæt ganske gratis på biblioteket. Den færdige boganmeldelse kan indleveres på biblioteket indtil d. 1. december 2017.


Har det givet dig lyst til at prøve kræfter med at brodere i det hele taget, så kan du også låne en bog på biblioteket, som kan få dig i gang. Det tror jeg i hvert fald, jeg vil.

Venlig hilsen Anette, broderende praktikant på Randers Bibliotek.
 

Fakta box
Materialer