Nobelpris
Nobelpris

Nobelprisen i litteratur 2017 går til Kazuo Ishiguro

05.10.17
Den japansk-britiske forfatter Kazuo Ishiguro er netop blevet udpeget som årets modtager af nobelprisen i litteratur af Det Svenske Akademi.

Nobelprisen i Litteratur går til Kazuo Ishiguro

Kazuo Ishiguro blev født i Japan i 1954, men flyttede med sin familie til England i 1960.
Dele af Kazuo Ishiguros forfatterskab er oversat til dansk. Det gælder blandt andet »Resten af dagen«, »Den begravede kæmpe«, »Vi forældreløse« og »Kunstner i den flydende verden". Bøgerne kan du bestille nedenfor.

Ishiguro får prisen for 'med stor følelsesmæssig styrke at have afdækket de afgrunde, som befinder sig under vores illusoriske følelse af at have forbindelse til verden', som Sara Danius fra Det Svenske Akademi udtalte umiddelbart efter udnævnelsen.

Ishiguro har en stabil dansk læserskare, og biblioteket har mange af hans bøger. Mest kendt er nok bogen "Resten af dagen", hvor Mr. Stevens, en rigtig engelsk butler, pedantisk og uden sans for demokratiske omgangsformer, mindes årene før krigen, da "Darlington Hall" var samlingssted for tidens store ånder.

Overraskende Nobelpriser igennem historien:

Årets modtager var ventet af mange, men Det svenske Akademi, der uddeler prisen, har historisk set ellers aldrig været bange for at udfordre forventningerne.

Den evige ikke-modtager

Mange troede sidste år, at NU vil japanske Haruki Murakami vinde årets Nobelpris i litteratur, men i stedet gik den til sangeren og musikeren Bob Dylan. Den sky sanger har flere gange været nævnt som en mulig outsider for sine sange, hvor mange i dag er klassikere.

Med Ishiguro's udnævelse som årets prismodtager, er Haruki Murakami altså også i år "Den evige ikke-modtager".

Sadomaschisme

I 2004 modtog østrigeren Elfriede Jelinek årets pris. Hun var stormombrust i sit hjemland for sin samfundskritik og for sine dybt erotiske romaner, mange med sadomasochistisk islæt.

En uforbederlig gøgler

I 1997 faldt valget på den italienske dramatiker og satiriker Dario Fo. ’Fo følger i de middelalderlige gøgleres fodspor, når han ligesom de hudfletter autoriteterne og bestyrker de undertryktes værdighed’, sagde priskomiteen ved prisoverrækkelsen.

Dissident under den kolde krig

I 1970 midt under den kolde krig gik prisen til Sovjetunionens førende systemkritiker, Aleksandr Solsjenitsyn. Han havde tilbragt flere år i Stalins fangelejre efter 2. verdenskrig, og han opfattede forfatterens rolle som ’ samfundets levende og åbenmundede samvittighed’.

Afviste at modtage prisen

Ikke alle bryder sig om at modtage hæderen og de 10 millioner svenske kroner, der følger med. Franske Jean Paul Sartre afviste i 1964 at modtage prisen. Han ønskede ikke, at blive ’transformeret ved at blive omtalt som »Nobelprismodtager’, og desuden ville han ikke ’vælge side i en kamp mellem øst og vest ved at acceptere en pris fra en overvejende vestligt orienteret institution.’

Danske prisvindere

Mange tror, at Karen Blixen har modtaget Nobelprisen. men det er ikke rigtigt. De eneste danskere der har fået den hæder, er Johannes V. Jensen og Henrik Pontoppidan. Johannes V. Jensen blev i år 2000 desuden kåret herhjemme som den forfatter, der med Kongens fald havde skrevet ’århundredets roman’. Henrik Pontoppidan modtog for præcis 100 år siden Nobelprisen i Litteratur.

Andre modtagere

  • Thomas Mann
  • Herman Hesse
  • Orhan Pamuk
  • Doris Lessing
  • Gabriel Garcia Marquez
  • Nadime Gordimer
  • Alice Munro
  • Svetlana Aleksijevitj

Vejen banes for forfatterskaber:

Det er svingende hvor "bred appeal" de prisvindende forfatteres værker har i den brede befolkning. Nogle af forfatterne på listen ovenfor er kendte for den almindelige læser, imens andre forfattere for mange vil være mere "smalle".

Et er sikkert: Når en forfatter vinder Nobelprisen i litteratur, får omverdenen og en stor læserskare, øjnene op for forfatteren. Det er en høj anerkendelse indenfor litteraturens verden og det betyder en voksende læserskare og at vejen banes for forfatterskabet.

Se hele listen over prismodtagere på Wikipedia og find et udpuk af de værker prismodtagere fra de seneste år har skrevet nedenfor.

Denne artikel er udgivet efter oplæg og inspiration fra Helsingør Kommunes Biblioteker.

Tags
Materialer