Nobelprisen
Nobelprisen

Nobelprisen går til…

Af Anonym (ikke efterprøvet)
12.10.14
Dette års modtager er et for mange ukendt navn. Franske Patrick Modiano er en verdensstjerne i sit hjemland, men her i Danmark har mange læsere hans bøger til gode.

Siden 1901 er Nobelprisen i litteratur troligt blevet uddelt hvert eneste år, lige med undtagelse af nogle få gange. Store, kendte navne som Rudyard Kipling, Thomas Mann, Ernest Hemingway, Doris Lessing og Gabriel García Márquez har modtaget den, heriblandt også danske Henrik Pontoppidan og Johannes V. Jensen.

Nobelprisen 2014
Dette års modtager af Nobelprisen i litteratur er den franske forfatter Patrick Modiano, der, som det hedder på engelsk, får prisen “For the art of memory with which he has evoked the most ungraspable human destinies and uncovered the life-world of the occupation”.

Ukendt forfatter
Det er sket før, og nu sker det igen: årets nobelpristager er et for mange mennesker ukendt navn, og leder du efter franskmandens værker på biblioteket, vil du nok gå skuffet derfra. Du kan selvfølgelig ærgre dig over, at prisen ikke gik til Murakami, Auster eller Roth, men set i et andet lys er det også en chance for at stifte bekendtskab med et nyt forfatterskab. Et forfatterskab, der vel at mærke har fået Det Svenske Akademis fornemmeste blåstempling.

Om Nobelprisen
Alfred Nobel var rigmand og testamenterede sine økonomiske efterladenskaber til en fond, der skulle uddele priser til fem forskellige fag, heriblandt litteratur. Som der står i testamentet: "(…) one part to the person who shall have produced in the field of literature the most outstanding work in an ideal direction”.

Prisoverrækkelse
Med æren følger intet mindre end 10 millioner svenske kroner samt et håndtryk af selveste den svenske konge, der overrækker prisen på Alfred Nobels dødsdag den 10. december.

Originally published by Jesper Nielsen, Varde Bibliotek.

Tags
Nobelprisen

Læs mere om Nobelprisen på www.nobelprize.org