Mine yndlings kriminalforfattere

Af Anonym (ikke efterprøvet)
29.11.15
I anledning af 1. søndag i advent vil jeg anbefale nogle af mine yndlings kriminalforfattere.

Jeg har altid haft en forkærlighed for kriminalromaner, selvom jeg ikke har læst så mange af dem de seneste par år. En af grundene er, at krimier kan blive lidt ensformige. Når jeg kigger på listen over de kriminalromaner, jeg har læst, kan jeg se, at det mest er serier.

De første kriminalromaner, der fangede mig var de såkaldte femi-krimier. Det er kriminalromaner, der har en kvindelig hovedperson. Vi hører lige meget omkring opklaring af forbrydelsen og om deres privatliv. Jeg startede med at læse Camilla Läckerg og Sara Blædel. Derefter læste jeg Åsa Larsson og Elsebeth Egholm, Og efterfølgende tyggede jeg mig igennem Liza Marklund og et hav af andre.

Efterfølgende tog jeg turen til England, hvor jeg fandt den engelske kriminalforfatter Mark Billingham. Hans kriminalromaner foregår i London og handler om kriminalkommissær Tom Thorne. Han arbejder ved Metropolitan Police Squad og er ikke en tjekket person. Han er snarere lidt kikset, og han har det svært med personlige relationer. Mark Billinghams første roman med Tom Thorne som hovedperson hedder Sov Sødt (2001). Sidenhen har Tom Thorne opklaret forbrydelser i den engelske hovedstad i ni andre bøger, og noget af det, der tiltrak mig ved bøgerne er skrivestilen, der er helt anderledes fra de skandinaviske femi-krimer. Selvom Mark Billigham skriver om Tom Thornes privatliv, er det ikke noget, der fylder så meget. Samtidig er bøgerne tilpas uhyggelige, og jeg har aldrig gættet, hvem der havde begået forbrydelsen ved første øjekast.

En anden kriminalforfatter, jeg vil anbefale, er svenskeren Johan Theorin, der ikke som sådan har en gennemgående hovedperson i sine fire Ølands-kriminalromaner. Theorin satte sig for at skrive en krimi for hver af de fire årstider hvis fællestræk var, at de alle foregik på den svenske ø Øland. Skumringstimen (2008) foregår i sensommeren og hen på efteråret, og Natstorm (2009) finder fortællingen sted i den iskolde vinter. Blodlag (2010) er om foråret, mens Gravgæst foregår i den bagende sol i et sommerligt Øland. Den eneste person, der går igen i alle bøgerne, er pensionisten Gerlof, som har boet på øen i flere år. Han er hovedperson i den første fortælling, men i de resterende er han blot biperson.

Hvis vi vender næsen hjem til Danmark, er jeg også meget betaget af Inger Wolfs syv bøger, hvor Daniel Trokic er hovedperson. Han arbejder som vicekriminalkommissær ved Østjyllands Politi i Aarhus. Daniel Trokic har kroatiske rødder og deltog i krigen på Balkan, hvilket naturligvis sætter sit præg på ham som person, og seriens fjerde bind Hvepsereden  (2011) får vi et indblik i hans oplevelser under krigen. Jeg kan bedre lide Inger Wolfs skrivestil end eksempelvis Elsebeth Egholms, som også skriver kriminalromaner med udgangspunkt i Aarhus. Jeg føler at Daniel Trokic er mere nærværende end Dicte Svendsen fra Elsebeths Egholms romaner.

I stedet for at nævne Jussi Adler-Olsen eller Stieg Larsson, som alle kender eller i hvert fald har hørt om, vil jeg nævne den svenske forfatter Lars Bill Lundholm. Hans krimiromaner foregår alle i Stockholm, og titlerne afspejler de kvarterer, hvor forbrydelserne finder sted. Således foregår for eksempel Østermalmsmordene (2002) i bydelen Östermalm i Stockholm. Hovedpersonen i bøgerne er kriminalkommissær Axel Hake, som er stædig som et æsel og kæmper med efterveerne af at være blevet skudt i benet.

Jeg har ikke læst mange kriminalromaner, der ikke foregår i Europa, men jeg faldt pladask for den amerikanske forfatter John Hart efter at have læst Rødt vand (2008) Han har ingen gennemgående hovedpersoner, og derfor optræder han heller ikke på diverse lister med kriminalromaner. Romanen  handler om Adam Chase, der vender hjem efter fem år i eksil. Sidst han så sin familie, var han blevet frikendt for mord, og ikke alle – hverken hans familiemedlemmer eller de lokale indbyggere - tror på hans uskyld. Jeg har desværre ikke fået læst hans andre bøger endnu, men jeg tror, de er lige så gode som Rødt vand, så har jeg noget at glæde mig til.

Tags
Materialer