Maria Kjær-Madsen
Maria Kjær-Madsen

Maria Kjær-Madsen anbefaler

10.09.14
Maria Kjær-Madsen foreslår godt læsestof

Maria Kjær-Madsen romandebuterede i 2011 med krimien ”Sorgens dæmoner”. Hun har desuden bidraget til en del novelleantologier, og til november er hun aktuel med sin anden krimi i serien om Luna, der bærer titlen ”Tavshedens mørke”. I øjeblikket arbejder hun på en novellesamling til drenge. Vi har bedt Maria om nogle anbefalinger, og her er hvad hun svarede:

Jeg holder meget af bøger, som har menneskers relationer som tema. Jeg finder, at litteraturen, sammen med film og andre kunstformer, har en særlig rolle i forhold til at sætte fokus på den måde, vi agerer indbyrdes.

En af de vigtigste bøger, jeg har læst, er Jan Guillous ”Ondskaben”. Jeg arbejder som dansklærer i folkeskolens ældste klasser, og igennem de sidste mange år har den været en fast del af mit pensum. Jeg synes, det er en nødvendig bog, fordi den netop sætter ondskab ind i en ramme med tætte menneskelige relationer. Romanen, som er delvis selvbiografisk, beskriver den unge Eriks møde med ondskaben, der bliver personificeret både i stedfaren og i hans nære samfunds rammer. Først på hans egen skole og siden på en kostskole.

Selvom jeg selv er en indædt modstander af vold som kommunikationsform, fanges jeg ind af Eriks bevæggrunde for at besvare vold med vold, og jeg ender med høre min egen indre stemme heppe på ham i de beskrevne voldscenarier, fordi forfatteren har overbevist mig om, at han kæmper for en højere sag. Sin egen selvrespekt.

Det er altid en spændende diskussion med de unge i 9. klasse, når vi har afsluttet bogen, da dens tema – og løsningen på Eriks situation - deler vandene. Men til gengæld har jeg kun oplevet ganske enkelte elever, som ikke syntes, det var en fantastisk bog.

En af mine absolutte yndlingsforfattere er den svenske Linda Olsson, som står bag bestselleren ”Astrid og Veronika”, samt ”Sonate for Miriam” og senest ”Det gode i dig”.

Linda Olsson tager også det barske liv og ondskaben under behandling, men med en helt anden sårbar grusomhed end Jan Guillou. Hendes bøger er præget af en stille sitren, som hele tiden ligger under linjerne og driver mig frem i læsningen. Hendes fantastiske beskrivelser af venskaber og kærlighed har en bagside af tab, sorg og magtesløshed, som hver gang efterlader mig helt hudløs. Og så har hun en evne til at lave et plot, hvor man som læser først får de sidste brikker i slutningen. Dette gælder specielt i ”Det gode i dig”.

Linda Olsson bruger en del naturbeskrivelser, men de er flettet ind i handlingen og afspejler den stemning, der er i hendes karakterer, samt atmosfære imellem dem.

Da jeg var færdig med ”Det gode i dig” havde jeg kun en indvending … ”Hvorfor er det ikke mig, som har skrevet den bog?” ;-)

Den sidste bog, jeg vil fremhæve, er Bent Isager-Nielsens ”Man jager et bæst og fanger et menneske”.

Bent Isager-Nielsen var i mange år chef for rejseholdets drabssektion. Bogen er en beskrivelse af nogle af de sager, han var med til at opklare, men den er også et spændende billede af politiets arbejde. Vi er efterhånden så vant til at opfatte politiarbejde, som det vi får serveret gennem film og krimier, at vi glemmer, det er en tillempet virkelighed, hvor spændingsmomentet og fastholdelse af seeren/ læseren er vigtigere end virkeligheden.

Selvom der er tale om en dokumentarisk fremstilling, læste jeg bogen næsten som en roman. Det, der fascinerer mig ved hans måde at fortælle på, er lidt det samme som i de to andre bøger, jeg har valgt at nævne her. En beskrivelse af, at ondskaben ikke bare er ond, og det gode ikke bare er godt. At vi alle sammen indeholder begge dele, og at det ind i mellem er omstændighederne som afgør, om det falder ud til den ene eller den anden side. Og så gør han det med en dyb respekt for den menneskelige natur. På godt og ondt.