Gode bøger til de mørke vinteraftener

17.02.20
Mens vi venter på foråret og de lysere tider, har Eva, Pernille og Louise fra Randers Bibliotek udvalgt nogle gode bøger, som passer til vinterstemningen.

I nogle af bøgerne har vinteren en stor betydning for handlingen. Andre af bøgerne er udvalgt, fordi de passer godt til at krybe under uldtæppet med på en kold og regnfuld eftermiddag.

Vi kan anbefale mange flere gode bøger, så spørg endelig os og vores kollegaer, næste gang du kommer på biblioteket.

”Izola - rejsen til Falkien” af Christina Bonde

Izola er en ung kvinde, der lige har mistet sin mor. Moren har siden Izolas barndom fortalt eventyr, der foregår i et land kaldet Falkien. Efter morens begravelse befinder Izola sig pludselig i Falkien. Det er bestemt ikke et eventyrland men derimod et barsk, sneklædt land, hvor kvinder er blevet reduceret til avlsdyr. Men Falkien er også stedet, hvor Izola endelig finder ud af, hvem hun virkelig er.

Romanen har nogle virkelig gode natur- og jagtbeskrivelser, der gør at man nærmest kan føle den isende kulde, mens man kigger ud over det sneklædte landskab og hører ulvenes tuden i det fjerne. Det er en spændende og gribende fortælling, hvor der er fokus på kærlighed, familie og naturens kræfter.

”Snebarnet” af Eowyn Ivey

Et midaldrende ægtepar har i 1920 bosat sig i Alaskas ødemark. Deres største ønske har været at få et barn, men det er desværre ikke lykkes for dem. En aften bygger de en lille snepige af den nyfaldne sne, men morgenen efter er snepigen væk. I stedet for dukker der en lille pige op i skoven omkring deres hytte. Er hun svaret på alle deres bønner om et barn?

Der er lagt vægt på både smukke naturbeskrivelser, det barske liv som nybygger samt ægteparrets familieliv og relation til den lille, mystiske snepige. ”Snebarnet” er en utrolig stemningsfyldt og velskrevet bog.

”Misery” af Stephen King

Den populære forfatter Paul Sheldon kører i et snevejr galt i sin bil, og bliver reddet af sin superfan Annie Wilkes, der er tidligere sygeplejerske. Det viser sig dog hurtigt, at Annie ikke er helt tilregnelig, og da hun finder ud af at Paul i sin seneste bog slog hendes yndlings heltinde ihjel, begynder tingene for alvor at spidse til for den stakkels forfatter.

Stephen King er en fantastisk historiefortæller, og ”Misery” er en fantastisk roman. Den er både utrolig underholdende og virkelig uhyggelig. Det er en dyb psykologisk fortælling om en forfatters værste mareridt, og den er helt perfekt læsning til de mørke vinteraftener.

”Under fremmed himmel” af David Park

Tom begiver sig ud på en farefuld færd for at hente familiens søn, Luke, hjem på juleferie. Han kører afsted i en snestorm fra deres hjem i Nordirland til Sunderland i England, hvor Luke går på universitetet. Luke er syg af influenza og vintervejret har lukket lufthavnene, men hjem, det skal han.

På turen gennem de ufarbare veje og snefog, hjemsøges Tom af minder og tanker om familiens anden søn, Daniel, som man fornemmer har voldt familien stor smerte og stor skyldfølelse.  Gennem farens tanker om livet og i tilbageblik afdækkes det under bilturen, hvad der er sket.

Det er en meget gribende historie.

”Anna Karenina” af Lev Tolstoj

Januars mørke aftener kan man også bruge til at fordybe sig i en lang og god bog Det kunne være ”Anna Karenina”, som er en af verdenslitteraturens mest kendte kærlighedshistorier.

Vi befinder os i de højeste kredse i 1870'ernes Rusland. Her opgiver den perfekte Anna Karenina alt - sin status, position og barn, for sin store kærlighed, hvilket får vidtrækkende konsekvenser.

Parallelt med den kendte kærlighedshistorie, følger vi i romanen også den eftertænksomme og forsigtige godsejer Levin, der opdager meningen med livet i sit ægteskab.

Det er skøn læsning på næsten 1000 sider, som heldigvis er opdelt i 2 bind.

”Sort som ravnen” af Ann Cleeves

”Sort som ravnen” er første bog i en krimiserie på i alt 8 bøger med vicekriminalkommisær Jimmy Perez. Bøgerne foregår på Shetlandsøerne og vejret i det lille øsamfund bliver beskrevet, så man får en fornemmelse af, at de altid går med uldsweater og luner sig med en varm kop te.

I første bog findes en ung pige myrdet i sneen, og snart er det ellers så fredelige og hyggelige samfund splittet af mistanker og frygt.

Det er helt klart en bogserie, som passer bedre til de mørke vinterdage end til at tage med på stranden en varm sommerdag.

”Vintersøstre” af Sarah Morgan

Hvis du stadig kan holde ud at læse lidt om jul, så er ”Vintersøstre” en sød roman at lune sig på i de kolde vinteraftener.

58-årige Suzanne ønsker sig en hyggelig jul med sine 3 voksne døtre omkring sig. Men det kræver at familien holder op med at flygte fra sandheden om den forfærdelige ulykke, der sket for 25 år siden. Det er en hyggelig ”feel good” roman for kvinder i alle aldre.

”Hop i havet: vinterbadning gør dig sund og glad” af Susanna Søberg

Overvejer du om vinterbadning kunne være noget for dig, så kunne det være, at du skulle læse denne her bog først. Bogen er ikke bare en guide til vinterbadere, men også en mere nuanceret rejse ind i vinterbadernes univers og belyser, hvad vinterbadning kan gøre for helbred og psyke.

Forfatteren, som er Ph.d. og forsker, deler ud af forskningsresultater om vinterbadningens indvirkning på kredsløb, fedtdepoter, forbrænding, energi og velvære på en letforståelig og interessant måde.

”Supper & co: sund med verdens bedste supper” af Kirsten Skaarup

Vinteren er også en tid, hvor man kan få brug for en portion varm suppe. Med denne her bog under armen kan du give dig i kast med sunde supper fra hele verden.

Bogen indeholder mere end 70 opskrifter på vegetariske supper baseret på grøntsager, bønner, fuldkorn m.m. Supperne er inspireret af køkkener fra hele verden, bl.a. Mexico, Thailand, Indien og Kina.

Skrevet af Eva Becker, Louise Boel og Pernille Thoustrup Jensen