Den Danske Borgerkrig 2018-24 af Kaspar Colling Nielsen
Den Danske Borgerkrig 2018-24 af Kaspar Colling Nielsen

Fabulerende, absurd og fantastisk

01.10.14
Den Danske Borgerkrig 2018-24 er en genial beskrivelse af vores samtid og et velfærdssamfund i dyb krise. Læs den, det kan ikke gå for hurtigt!

Den Danske Borgerkrig 2018-24 af Kaspar Colling Nielsen

Samtidshistorie fortalt i fremtiden
Kaspar Colling Nielsen er kendt for sin anmelderroste og prisvindende novellesamling ’Mount København’, og med denne udgivelse er han nu også roman-debutant. Romanen er et intelligent bud på en samtidshistorie fortalt i fremtiden, også kaldet kontrafaktisk- eller ”hvad nu hvis-litteratur”. Og netop fordi historien ligger uhyggelig tæt op af samtiden, gør det den ekstra skræmmende, genkendelig og sandsynlig.

Borgerkrigen 2018-24
Alle tendenser fra vores tid er skrevet ind i en nærtstående fremtid, alt er meget realistisk, og grundene til, at borgerkrigen udbryder, er alt det, vi dagligt læser om i aviserne. De store årgange (1945-1960 ), der går på efterløn og pension, globaliseringen, som gør at billigere og bedre udenlandsk arbejdskraft overtager danske arbejdspladser og boligmarkedets sammenbrud, der blandt andet skyldes grådige spekulationer.

Altså velfærdsstatens sammenbrud, bankernes grådige dispositioner og folkets vrede over at den finansielle sektor og  politikere fraskriver sig samfundsmæssigt ansvar – uh, det er en dårlig cocktail, og det kunne jo ende med borgerkrig, som vi næsten ser det i Grækenland for tiden.

En 475-årig fortæller
Selve historien fortælles af en 475-årig gammel rigmand, der ved hjælp af et stamcelleprogram har opnået evigt liv. Han fortæller sin livshistorie til den 350-årige Border Collie ved navn Geoff, og hunden har naturligvis lært både at tale og reflektere. Hovedpersonen fortæller om de famøse år under borgerkrigen 2018-24, om hvad krigen gjorde ved menneskene, hvordan de blev forrået og mistede ethvert strejf af medmenneskelighed men også om sit livs kærlighed Leonora.

Små anekdoter om vores kultur
Sideløbende med rigmandens historie om krigen er der små anekdoter (skrevet med kursiv), der alle spidder vores syge kultur ved komisk at udstille alle vores mest nedrige skavanker, excesser og den meningsløse og absurde levevis, vi efterhånden har tillagt os. Disse historier er vild læsning, og de binder selve rammefortællingen super godt sammen.

Ikke siden Svend Åge Madsen har jeg læst så originalt et bud på en fremtidsvision – den bog er skræmmende god.

Tags
Kaspar Colling Nielsen

Et bjerg i Avedøre bugt, fuglemennesker, dansk borgerkrig i 2018, talende hunde og 450 år gamle mennesker i sexorgier. Dette er blot nogle få eksempler på den overvældende idérigdom, som på få år har gjort Kaspar Colling Nielsen til en af de mest opsigtsvækkende nye forfattere i landet.

Læs mere på forfatterweb.dk