Jonas Wilmann
Jonas Wilmann

Anbefalinger fra en prisvinder

10.09.14
Jonas Wilmann kommer med bud på gode bøger

Jonas Wilmann, født i 1979, er en af de mest produktive, yngre, danske genreforfattere. Han har siden romandebuten ”The end” fra 2009 udgivet ikke mindre end fem romaner og novellesamlinger og desuden medvirket i flere novelleantologier. Jonas kredser om det makabre og dystre, ofte i den gotiske tradition, tilsat en masse samfundssatire. I år vandt Jonas prisen for årets (2012) Horrorudgivelse med den glimrende novellesamling ”Frygt-filerne” på Krimimessen i Horsens. I 2013 har han allerede udgivet fantasyromanen ”Svovlild” og novellesamlingen ”Udkantshistorier”. Du kan læse mere om Jonas og om tankerne bag eksempelvis ”Udkantshistorier” her.

Da vi spurgte Jonas om anbefalinger til vores læsere, kom han med disse tre bud:

Grete Roulunds ”Setans porte” står for mig som det absolut bedste horror, jeg har læst af en dansk forfatter, og det er vist de færreste horrorfans, der har læst den. Roulund, som vi desværre mistede i 2004, var på tidspunktet for bogens tilblivelse en lille dame i halvtredserne, der sad i en lejlighed på Nørrebro og skrev én side om dagen, som det var hende for vane. Dog får hun i ”Setans porte” Clive Barker til at virke som en søndagsskoledreng! I historien om den fiktive indonesiske ø, Sawa, hvor der foretages mystiske forsøg, kommer hun så dybt ind i de mørkeste afkroge af menneskets natur, at det gør virkelig, virkelig ondt. Og jo, der er også et monster med, et virkeligt originalt et af slagsen.

Der findes en gotisk horrormester, som er stort set ukendt, selvom han sagtens kan sparre med de største (Poe, Machen, Lovecraft etc.). Han hedder Stefan Grabinski, og grunden til, at han ikke er voldsomt kendt, er nok dels, at han er polsk, og dernæst at det er meget lidt af hans litteratur, der er oversat til engelsk. Jeg har kun læst hans novellesamling ”The Dark Domain”, der skulle samle de bedste af hans noveller. Historier som ”Fumes”, ”The Area” og ”Strabismus” er mesterværker inden for den gotiske horror, og jeg vil aldrig glemme dem. Grabinski følger i den engelske tradition, men skiller sig dog ud ved at have befriende meget sex med i sit univers og fokusere mere på den indre rædsel – det depressive, det ”forfatter-neurotiske” – fremfor udefrakommende farer.

Hvis man ikke har læst Kim Newmans farvefulde mashup af historie, myte og fiktion ”Anno Dracula”, kan det kun gå for langsomt. ”Anno Dracula” foregår i 1888, Dracula er ikke død – det er Van Helsing derimod – og den transsylvanske greve har giftet sig med Dronning Victoria og har London i et jerngreb. Samtidig løber morderen Silver Knife omkring i gaderne og myrder eksklusivt vampyr-kvinder med ”rippersk” præcision. ”Anno Dracula” er en af de mest underholdende romaner, jeg har læst, og er man velbevandret inden for den gotiske genre, er den fyldt med små ”easter eggs”, man kan sidde og more sig ved at spotte. Sådan noget kan være trættende, men Newman formår at holde balancen.