6 anbefalinger fra "Den Rette Hylde"

Af Anonym (ikke efterprøvet)
05.02.19
I litteraturpodcasten ”Den rette hylde” diskuterer veninderne Sissel og Rebecca alt mellem himmel og jord, så længe det har noget at gøre med en ting, de begge elsker – nemlig bøger og særligt hvordan det er, når man ikke lige får dem læst.

” Den Rette Hylde er en podcast om at få læselysten sat i gang i en verden, hvor det ellers kan være svært at finde sin rette hylde mellem ambitiøs ønskelæsning og travl hverdag. Eller rettere sagt: det er en podcast, vi laver som en god undskyldning for at snakke om bøger, selvom vi aldrig læser nogen.” - Soundcloud

Lyt til "Den Rette Hylde" her, eller hvor du ellers finder dine podcasts

REBECCAS BØGER:
 
En halv gul sol (EN: Half of a Yellow Sun) - Chimamanda Ngozi Adiche
I En halv gul sol transporterer Adiche os tilbage til den nigerianske borgerkrig i slut 60’erne. Gennem tre personers skæbner, der flettes sammen, fortæller hun en historie om familiebånd, kærlighed og tab - alt imens solen bager og krigen raser. Jeg læste bogen en varm feriedag ved en pool, og det føltes helt forkert og samtidig helt perfekt; forkert, fordi bogen virkelig formår at sætte ens liv i perspektiv, og helt perfekt, fordi det bare er en virkelig god og velskrevet bog, der på én gang er smuk, rørende og barsk. Den rammer lige, hvor den skal og giver stof til eftertanke.
 
Middlesex (EN: Middlesex) - Jeffrey Eugenides
Middlesex er en slags familiekrønike, der strækker sig helt fra familiens forfædre i Grækenland til livet i Detroit, USA. Den tager udgangspunkt i karakteren Calliope Stephanides, og gennem familiens kringlede og spøjse slægtshistorie får læseren præsenteret, hvordan hun bliver til manden Cal. Det er en roman, der tager een vidt omkring og er fortalt på en måde, så man ikke kan slippe den igen! Eugenides kan virkelig noget med ord, og selvom det er flere år siden, jeg læste den, så sidder bogen stadig i mig. 
 
Det jeg elskede (EN: What I Loved)  - Siri Hustvedt
Det jeg elskede handler om venskabet, der opstår mellem kunstkritikeren Leo og kunstneren Bill, og hvordan deres familier og skæbner bliver flettet ind og ud af hinanden i 1970’ernes kunstmiljø i New York. Hvis jeg skal beskrive Det jeg elskede med ét ord, så ville det være ‘intens’ - og kompakt. Hustvedt har et talent for at sammenblande det emotionelle og intellektuelle i en så høj grad, at man ender med at føle sig oplyst og tom på én og samme tid, når sidste side er vendt. 
 
SISSELS BØGER:
 
Call Me By Your Name (EN: Call Me By Your Name) - André Aciman
I Call Me By Your Name møder vi drengen Elio, der udvikler et forhold til sin fars forskningsassistent Oliver under et sommerophold i Norditalien. I den bagende sol og lette sommerbrise oplever Elio, hvordan ens følelser pludselig kan tage een med storm. Aciman skriver på så fin, smuk og nostalgisk vis, at man under læsningen bliver ét med Elio og hans fortælling, der i bund og grund er universel og portrætterer, hvordan tiltrækningens kraft nogen gange kan vælte én omkuld. 
 
Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder (EN: Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe) - Benjamin Alire Sáenz
En smuk fortælling om drengen Aristoteles, der møder den ligesindede og jævnaldrende Dante ved byens swimmingpool. I bogen følger vi udviklingen af deres venskab, og hvordan verden pludselig kan synes anderledes, når man er ung, forvirret og fyldt med følelser.
Bogen beskriver troværdigt og ligefremt, hvordan relationer kan tage sig ud og giver én lyst til ikke kun at give både Aristoteles og Dante et kæmpe kram, men også lyst til at blive venner med dem - og deres forældre.
 
Penpal - Dathan Auerbach
Barndomsminder, ubehagelige plot twists og fragmenterede fortællerstrukturer er alle elementer, som bogen Penpal indeholder og mestrer. Debutromanen af Auerbach tager læseren gennem hovedkarakterens minder om sin opvækst og stykker langsomt en historie sammen, der giver én de helt rette gys - fordi nogle gange har ens barndom ikke været, som man først troede. Bogen har længe været min yndlingsbog, fordi den perfekt viser, hvordan alt det man synes var trygt og rart i sin barndom pludselig kan vise sig at have en dyster virkelighed.