Klangkammeret

Velkommen til en podcast, som du ikke engang behøver at gå op i klassisk musik for at synes om!

"Klangkammeret" er en podcast med et afslappet og nysgerrigt forhold til klassisk musik. Bag mikrofonen sidder Mik Stegger, der er Randers Biblioteks musikformidler.

Podcasten tager dels afsæt i det der sker i Klub Klassisk - bibliotekets lytteklub for klassisk musik, opera og beslægtede genrer - og dels i, hvad ophavsmanden lige synes er spændende den dag.

Der både kan og vil forekomme anekdotisk stof, gæsteoptrædener og indslag fra uventede lokationer, og med lidt held kommer det hele til at gå op. Enten i limningen, i en højere enhed eller et sted midt imellem. God lyttelyst!

/Mik

P.S.: For nogle af afsnittene kan du læse ret udførlige noter om den brugte musik, links med yderligere info etc. Disse "show notes" ligger på Klangkammerets side på transistor.fm. Når du kommer derind, skal du klikke på overskriften for den episode, du gerne vil vide mere om.

Der laves flere gode podcasts om klassisk musik herhjemme!
Især anbefaler vi indholdet, der skabes af Kirsten Rønn på Den2Radio. Kirsten er konservatorieuddannet sanger og laver både udsendelser om området for opera og klassisk sang, men også om snart sagt alle andre sider af feltet for klassisk musik.

Derudover ligger udsendelserne om klassisk musik fra Danmarks Radios P2 også online og kan afspilles via DRs hjemmeside.