Du er her:

Sådan fornyer du dine lån

11 august 2011 af Dorte Rothmann
Du kan naturligvis forny dine hjemlån via bibliotekets hjemmeside. Her guides du gennem proceduren. Den er simpel og tager kun få sekunder.

For at forny dine lån skal du logge ind på bibliotekets hjemmeside, hvorfra du har adgang til din lånerprofil og lånerstatus. Du går til din lånerstatus ved at klikke på antallet af hjemlån. Der vil optræde en gul advarselstrekant ved dine lån, hvis nogle af dine lån har overskredet sidste afleveringsdato.

Oversigt

Du kan nu se en oversigt over, hvad du har lånt på biblioteket. Først vises eventuelle lån, som har overskredet seneste afleveringsdato, og derefter følger resten af dine lån. Til sidst ser du oversigten over dine reserveringer.

Fornyelse

For at forny et lån skal du markere den firkantede tjekboks ud for lånet og klikke forny valgte eller forny alle, hvis du ønsker at forny alle dine lån. Knappen finder du under listen med dine lån. Så har du genlånt materialet.

 

Skulle tjekboksen imidlertid indeholde et rødt kryds, betyder det, at du ikke kan genlåne materialet. Det kan skyldes, at der står andre brugere i kø, eller at du allerede har fornyet det de maksimale to gange. Det kan også være, at materialet er skaffet til dig fra et bibliotek udenfor kommunen (et såkaldt fjernlån), og i så fald kan du spørge biblioteket, om det alligevel kan lade sig gøre at forny lånet. 

 

Oplever du problemer med at forny dine lån, er du meget velkommen til at kontakte dit bibliotek, som vil hjælpe dig med at forny.