Hvis der ikke kan skabes konsensus…tja, så er det jo, man laver en kop kaffe, skifter kanal eller hopper på Facebook - hvis man altså sidder derhjemme. I biografen giver man sig måske til at tale, kaste med popcorn, falde i søvn eller forlade salen.

Man føler sig også snydt, hvis man oplever, man i filmens begyndelse er blevet lovet noget andet end det, filmen viser sig at byde på.
Men hvis en film har en god intro, så hænger du på og længes efter at vide, hvad der sker i resten af filmen.

Et klassisk eksempel er indledningen på Raiders of the Lost Ark (1981), som har dannet skole hos mange "anslags-forskere".

Her er mine 3 bud på fede film-anslag, og hermed en opfordring til at se filmene, og tænke lidt over, hvad der netop skaber et godt anslag:

1:
Du skal godt nok lede længe efter 14 minutter så lede, væmmelige og gennemført myrekrybende ubehagelige som de første 14 minutter af Sergio Leones legendariske spaghetti-western Once Upon A Time In The West (1968). Billedsiden vækker i sig selv interesse med mange ultranære billeder af banditters skægstubbe og andet godt.

Og lydsiden! Hold da op, den er god. Du føler nærmest fysisk, hvordan ørerne spidses, og du oplever måske, at høresansen er større og bedre, end du til daglig går rundt og tror. Hvor er det altså fint ikke at blive spist af med noget sjusk, men i stedet få ørerne sendt på arbejde.

Og summa summarum: Du bliver hængende. For den film slipper man ikke udenom. Faktisk bliver du draget ind i og opslugt af uhyggen, og det, at der klart lægges op til et eller andet. Man sidder nærmest lamslået fast i stolen og håber på, det dog ikke fortsætter på den måde. Eller er det mon sådan, at det netop er det, man håber på? Filmens lange anslag er nærmest en hel film i sig selv, og den opsummerer resten af filmen.

Lån filmen, i en lækker blu-ray udgave, på Randers Bibliotek.

2:
Mit andet bud er Woody Allens Vicky Cristina Barcelona (2008). I titelsekvensens indledende skilte vises de medvirkendes navne på sort baggrund til lyden af en kvik titelmelodi. Det tager under et minut, så ser vi to af hovedpersonerne, de amerikanske veninder, der lander i Barcelona. Halvandet minut fra start kommer speaken.

Og hvilken speak. Hu hej hvor det går! Med sin neurotiske, nervøse stemme fortæller Allen om de to veninders forskellige syn på kærligheden. På under 3 minutter er vi ført ind i filmens univers. Det er elegant og effektivt udført. Det er ekvilibristisk, og det er let og muntert fra første sekund. Men interessant nok mangler du vigtig viden, hvis du misser disse første 3 minutter.

Fordi introen er så legende hæsblæsende veloplagt, må man bare følge med ind i filmens næste minutter for at få mere af alt det muntre og lette, der lægges op til. Det, du bliver introduceret til i de første minutter, det viser sig også at være dét, du får. Hele resten af filmen kører i samme overlegne og legende upbeat.

Skønt at en feel-good-mainstream-agtig film kan være så gennemført ren i sin genre og så overlegen i sin holden fast ved den stemning og den stil, den fra starten lægger ud med.

Se filmen på FILMSTRIBEN her

3:
Den er altså helt skøn! Indledningsscenen i Bagdad Café (1987), hvor den bayerske hausfrau Jasmin Münchgestettner efterlades af sin mand efter et skænderi. Scenen foregår i Arizonas ørken, hvor de holder tissepause.

Nu er manden ikke just en stor charmetrold og heller ikke nogen decideret krammebamse. Og hun, Jasmin, med lovlig mange pund på kroppen og lidt for ikke-ørkenvenligt fodtøj, begiver sig ud i det golde og bagende hede landskab. Som det lidt klodset vises i klipningen, kommer de til at bytte deres kufferter, og Jasmin står så der med mandens kuffert indeholdende nogle særdeles bayerske lederhosen. Den slags kan der komme meget ud af. Hvilket der da også gør.

Vi introduceres til et absurd univers, og efter små tre minutter sætter den inciterende titelmelodi i gang, sangen Calling You, der med sit nærmest jamrende lydsprog endeligt fastslår stilen. Sangens første linje siger det hele: ”A desert road from Vegas to Nowhere”. Det er nemlig her, Bagdad Café ligger, og her Jasmin finder hen.

Sangen er i øvrigt efterfølgende indspillet i så mange coverversioner, at du nok ikke kan have undgået at høre den, og den var da også nomineret til en Oscar for bedste filmmelodi.

Filmen har en velfortjent plads i rækken af evergreens. Ikke engang den aaalt for lange dansescene (som amerikanerne formentlig elsker højt) hen mod filmens slutning kan ødelægge det gennemført skæve univers, der introduceres så fint i filmens første minutter.

Filmens anslag er præcis så skør og skæv og tragikomisk, at man da liige må hænge på for at se, hvordan det dog vil gå den bayerske hausfrau Jasmin Münchgestettner, der er havnet alene ude i Arizonas ørken.

Se filmen på FILMSTRIBEN her