Biblioteket chipper. Hvad er det?
Biblioteket chipper. Hvad er det?
Randers Bibliotek overgår i de næste måneder til chip-teknologi, også kaldet RFID. Det betyder, at vi ikke længere skal have stregkoder på materialerne, men i stedet vil materialet indeholde en id-chip, som aflæses elektronisk. Derfor kan man for tiden se hektisk aktivitet i alle bibliotekets afdelinger, hvor personalet er i gang med at påklistre chips i de mere end 300.000 materialer. Chipningen har ikke betydning for vores åbningstider – vi holder åbent som normalt i alle afdelinger.
Hvorfor chips?
Hovedbibliotekets afleverings- og sorteringsanlæg er nedslidt og klar til udskiftning, det samme gælder selvbetjeningsautomaterne i alle filialer. Nye anlæg bruger chips, da stregkoder er en udgående teknologi. De fleste biblioteker i Danmark er ved at skifte til chips, så også vores samarbejde med fjernlån fra andre biblioteker vil have glæde af, at vi bruger samme system.

Foto: Der chippes i forbindelse med Mangatræf 2011.
Hvad betyder det for mig som låner?
På hovedbiblioteket kan man se frem til en hurtigere og mere præcis afleveringsautomat. Der vil være væsentlig færre problemer med materialer, som ikke kan afleveres, da chipteknologien er mere præcis og ikke bliver slidt, som stregkoderne gør.
På udlånsautomaterne er det slut med at trække materialerne igennem en efter en. Det vil være muligt at placere en hel stak bøger på automaten og vælge udlån – så udlånes alle bøger på en gang.
Desuden kan man på udlånsautomaterne se frem til flere selvbetjeningsfunktioner. Det bliver muligt at forny hjemlånte materialer på automaten og betale gebyr med dankort. Alle automater bliver med hæve/sænke bord og knapperne på skærmen er store og tydelige.

Foto: Nyt sorteringsanlæg til hovedbiblioteket.

Foto: Nye selvbetjeningsautomater til hovedbiblioteket og filialer.
Hvornår?
Vi forventer at kunne præsentere de nye automater og sorteringsanlæg i slutningen af januar.



Ingen har kommenteret dette indlæg – log ind for at skrive kommentarer.